Henter kommentarer

Danske Bank om nye ejendomsvurderinger: Stadig lang vej igen


De første boligejere har i går torsdag modtaget de nye ejendomsvurderinger.

Det er de første i 10 år, og over de kommende to måneder vil ejerne af omkring 50.000 boliger modtage deres nye ejendomsvurderinger, skriver Vurderingsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Derefter vil boligejerne få besked om, hvorvidt de skal have penge tilbage for ejendomsskatter betalt i perioden 2011 til 2020.

Men der er stadig lang vej igen, lyder det fra Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank.

»I lyset af, at der er knap 1,6 millioner ejerboliger herhjemme, er der stadig lang vej igen, men det er alligevel velkomment, at der endelig er blevet taget hul på de nye vurderinger efter ti års pause,« skriver hun i en kommentar.

Er man boligejer, og har man udsigt til at få penge tilbage, fordi man i en årrække har bteltalt for meget i boligskat, vil man tidligst modtage pengene i 2022.

»Det drejer sig især om boligejere i landets yderkommuner, der gennemsnitligt set har udsigt til, at de berørte boligejere får omtrent 18.000 kroner retur. Dertil vil de få en nedsættelse af deres løbende boligskattebetalinger,« skriver Louise Aggerstrøm Hansen.

Det er især lejlighederne i de dyre områder, der forventes vil blive påvirket mest af de nye vurderinger, men overordnet forventer chefanalytikeren ikke, at de nye vurderinger i gennemsnit vil give prisfald eller stigninger på boligmarkedet.

»Men der er ingen tvivl om at det rammer meget forskelligt på tværs af landet. Hvor de i yderområderne kan give et løft til priserne, da de løbende udgifter til boligskatten har udsigt til at falde som resultat af de nye vurderinger og skattereformen, når den træder i kraft.«

Læs også: Pengene og kulturen med aktiechefen: Jeg ser det mest hjernedøde fjernsyn

Læs også: Endnu en storbank sænker indlånsrenten for private