Henter kommentarer

Derfor skal du først sælge din bolig til foråret


Umiddelbart kan det som det perfekt tidspunkt at sælge sin bolig, hvis man går rundt med de tanker.

Udbuddet af boliger er lavt, hvilket har ført til prisstigninger. Men derfor er det ikke nødvendigvis det klogeste tidspunkt at få et til salg-skilt hamret i jorden ude i forhaven.

Sådan lyder det fra Jyske Banks boligøkonom, Mikkel Høegh, i en nyhed på bankens egen hjemmeside.

»Boligmarkedet er i høj grad præget af sæsonmønstre, og det er helt normalt, at der er mindre aktivitet på boligmarkedet i december. Der er traditionelt få bolighandler, og boligstatistikken viser, at december har længere liggetider og lavere boligpriser. Corona satte godt nok disse sæsonmønstre ud af kraft, men på en eller anden måde er dagligdagen ved at indfinde sig på boligmarkedet igen,« siger han.

Den lave aktivitet på boligmarkedet i december skyldes blandt andet juletiden, hvor mange danskeres tid går med forberedelser og julehygge.

Aktiviteten er omtrent lige så lav i januar og februar, men når kalenderen rammer den første forårsmåned, begynder der at ske noget, lyder det fra boligøkonomen.

Boligkøberne kommer ud af deres vinterhi, og samtidig stiger udbuddet af boliger.

»Højsæsonen på boligmarkedet er foråret. Det er her, vi ser flest handler. Boligudbuddet stiger og det samme gør priserne. Så vil man sælge sin bolig, så er det sund fornuft at vente til foråret, hvor antallet af købere er størst og priserne er højest. For selvom boligpriserne er høje nu, så kan man godt forvente, at der kommer yderligere en prisstigning i højsæsonen,« siger Mikkel Høegh.

Er man nødsaget til at sælge sin bolig nu, eller er man bare utålmodig, råder Mikkel Høegh til at sætte prisen realistisk eller en smule i underkanten.

»Sætter man en for aggressiv høj pris, så kan man risikere at ramme forbi markedet. Det betyder, at boligen får en lang liggetid – og at man i sidste ende må give et større prisafslag. Går det helt skævt, så kan man ende i en spiral, hvor man løbende må nedsætte prisen for at trække interesserede købere til ejendommen – og så kan det ende med et salg, som ligger flere hundrede tusinde kroner under det, man med rette kunne have forventet,« lyder det fra boligøkonomen.

En lavere salgspris kan tiltrække flere interesserede købere. Dermed kan man få mulighed for at sætte boligen i budrunde, hvor prisen kan trækkes op.

»Det er min erfaring, at man som sælger nok skal ende med at få den rigtige pris hjem, selvom man starter med en lidt forsigtig tilgang,« siger Mikkel Høegh.

Priserne stak i vejret i løbet af 2021 – hvor meget rigere boligejerne blev, kan du blive klogere på her.

Læs også: Nye tal afslører: Sådan brugte danskerne penge under coronaåret 2020

Læs også: 10 value-aktier, der er banket i vejret