Udbuddet af boliger med et til salg skilt falder – og det er første gang i seks måneder.

Det afslører nye tal fra Boligsiden.

»Et nyt fald i boligudbuddet er en streg i regningen. Vi har ellers lige haft fem måneder i træk med et voksende udbud, hvilket har været ekstremt kærkomment og med til at lukke lidt luft ud af et presset boligmarked. Og det havde jeg meget gerne set fortsætte i august. Det er dog ikke nogen gigantisk katastrofe,« skriver cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre. Han tilføjer:

»Samtidig er det ikke usædvanligt, at udbuddet falder i august i takt med årstiden, så det kommer heller ikke som verdens største overraskelse, selvom jeg gerne havde set det udspille sig anderledes.«

Faldet i udbud gælder for både huse, lejligheder og sommerhus. I sidste måned var der således 415 færre huse til salg, 113 færre lejligheder og 254 færre sommerhuse.

Læs også: Storbank: De vilde dage på boligmarkedet er slut

»Med den seneste udvikling betyder det, at der i dag er 24.785 huse til salg, mens udbuddet af lejligheder lyder på 6.035. Ser vi på sommerhusmarkedet, står der i dag 5.170 sommerhuse til salg,« skriver cheføkonomen.

Selvom udbuddet er faldet, er det samlede udbud af boliger 10 pct. højere i dag end for et halvt år siden.

»Derfor har boligkøberne lidt mere at vælge mellem i dag end for et halvt års tid siden, hvor handelsaktiviteten samtidig også brød lydmuren,« påpeger Jeppe Juul Borre.

Læs også: Finanshus spår børsfest hos lille dansk selskab – tror aktien kan eksplodere med 223 pct.

Læs også: Udenlandske topinvestorer resignerer: »De bomber løs i Danske Bank«