Henter kommentarer

GN går tilbage på omsætningen og præciserer forventningerne


Den danske lydgigant GN Store Nord er fredag morgen kommet med tredje kvartalsregnskab for 2023.

GNs omsætning lander på 4443 mio. kr. i tredje kvartal af 2023. Her havde analytikerne ventet en omsætning på 4446 mio. kr.

Dermed er omsætningen faldet med 5 pct. sammenlignet med samme periode sidste år, hvor den for koncernen var på 4701 mio. kr. 

Den organiske vækst for hele selskabet er 0 pct. i perioden, men det er faktisk bedre end ventet af analytikerne, som så en organisk vækst på -2,1 pct.

Groft sagt er GN opdelt i to afdelinger - Hearing der laver høreapparater og Audio der laver høretelefoner. Den organiske vækst for afdelingsbenet Hearing har til gengæld en organisk vækst på 15 pct. mod ventede 13,4 pct. 

GN Hearing har omsat for 1653 mio. kr. i tredje kvartal og lander et justeret driftsresultat (EBITA uden særlige poster) på 219 mio. kr. 

Det andet afdelingsben Audio havde en organisk vækst på -8 pct., hvilket var ventet til at være på -9,8 pct. af analytikerne. Her har man omsat for 2790 mio. kr. i tredje kvartal mod 3147 i samme periode sidste år. Det resulterer i et justeret driftsresultat (EBITA før særlige poster) på 331 mio. kr.  

I regnskabet fremgår det at GN indpræciserer deres forventninger til 2023.

De ser nu en organisk vækst for hele selskabet på -2 til 0 pct., hvor de tidligere så -4 til +2 pct.

Derudover venter de nu en ekstra engangspost på 300 mio. kr. i år som følge af sammenlægning og synergier mellem de to forretningsben. 

GN-aktien har haft en tumult tid på aktiemarkedet de seneste par år. Over de sidste fem år er aktien blevet halveret. Nedturen skyldes blandt andet en gæld, der har skabt problemer for selskabet, efter de opkøbte virksomheden SteelSeries.

SteelSeries, der hører under GN Audio har i tredje kvartal omsat for 623 mio. kr. og haft en organisk vækst på 10 pct.