Henter kommentarer

Danske Bank: Sådan handler du den næste hype


Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.

Vi lever i en tid, hvor der kommer nye geniale teknologier med en tilsyneladende stadig højere frekvens. Teknologier, der kan disrupte gamle brancher og ændre vores måde at gøre tingene på. Teknologier med et kæmpe potentiale.

Elbiler, solceller, 3D printere, kunstigt kød, vertical farming, Power-to-X, blockchain, NFT, metaverset… fortsæt selv listen.

Ofte tager det længere tid end forventet inden teknologier modnes og kommer ned i pris, så de kan få stor udbredelse. 3D printere har ikke revolutioneret vores hverdag og kunstig kød er ikke blevet en del af vores dagligdags kost. Men det betyder ikke, at teknologierne er fiaskoer.

Læs også: Sydbank om populær aktie: Det er rædsomt

De første vilde forventninger var bare ikke realistiske. Når vi indser dette, så kommer desillusionen og her falder aktiekurserne ofte kraftigt. På længere sigt slår teknologierne rod, modnes og kan blive en integreret del af vores hverdag.

Denne ”hype cycle” blev første gang beskrevet af analysefirmaet Gartner i 1995. Det mest hypede teknologi i 1995 var i øvrigt ”Intelligent agents”, som skuffede voldsomt i de efterfølgende år. I dag hedder det chatbots og er blevet en del af vores hverdag.

Det er heller ikke altid de første virksomheder med den nye teknologi, der bliver vinderne. Firstmover-fordelen kan forsvinde over tid, og det kan være svært at holde forspringet. Engang var Tesla synonym med elbilmarkedet.

Nu kan din elbil også være en BMW eller noget helt tredje. Nogle gange vågner de eksisterende virksomheder, der er ved at blive disrupted, aldrig op. Men ofte så gør de, og så har disse second-movers musklerne til at indhente en first-mover.

Læs også: Aktiechef om vild udvikling for dansk aktie: 'Der er to muligheder'

Endelig må man også være ærlig og sige, at vi ikke er gode til at forudsige fremtiden. Mange af de teknologier, der bliver hypet, har en kort levetid og dør simpelthen ud igen. De når aldrig frem til den modne fase.

Og selv om udviklingen går stærkt, så er vejen til verdensdominans ofte længere end vi tror. I 2014 skrev entreprenøren Tony Seba overbevisende om hvordan selvkørende elbiler vil gøre traditionelle biler overflødige og solceller vil gøre olie og gas overflødig i 2030. Det var nok alligevel lidt optimistisk. De selvkørende biler har stadig børnesygdomme og det globale forbrug af fossile brændstoffer er stadig stigende.

Hvad skal du så gøre som investor?

Opdager du en ny teknologi tidligt, så kan du investere i den første del af en hype cycle. Det er ofte her, at der er meget store afkast, men også stor risiko.

Lige så vigtigt som det er at spotte hypen, er det at komme ud i tide. Især gælder det om ikke at være den sidste, der køber ind i hypen lige før desillusionen rammer.

En anden mulighed er at vente, til teknologien har passeret både peak hype og desillusion og er modnet. Herved undgår man også at investere i de hypes, der slet ikke blev til noget. Men man går også glip af nogle muligheder for at komme tidligt med på den næste store ting.

Vi foretrækker at træde et skridt tilbage og lede efter dem, der kan nyde godt af den nye teknologi. Det kan fx være underleverandører, som kan vinde uanset om det er det ene eller det andet selskab, der får en stor markedsandel.

I stedet for at købe ind i elbiler kunne man fx træde et skridt tilbage og købe ind i batteriproducenter, eller træde to skridt tilbage og købe ind i udvinding af de råstoffer, der bruges i batterierne.

Læs også: Teknisk analytiker: Meget tyder på, at aktierne skal 20 pct. ned

Læs også: Markedsanalytiker: Danske investorer er aktieoptimister