Henter kommentarer

eToro: Vejrfænomenet El Niño påvirker også de danske investorer


Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder og danskernes privatøkonomi. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.

Vi befinder os lige nu midt i vejrfænomenet El Niño, der påvirker både økonomier og finansielle markeder, og som forventes at vare indtil midten af 2024.

El Niño er en periodisk opvarmning af Stillehavets overfladetemperatur. Denne opvarmning forekommer hvert andet til syvende år, og selv en tilsyneladende lille stigning på omkring 2,5° har stor indflydelse på de globale vejrforhold. 

Der er ingen direkte forbindelse mellem klimaforandringer og El Niño, men forskere mener, at global opvarmning kan føre til stærkere El Niño-sæsoner.

Læs også: Realkreditrenten spås at falde – så meget billigere kan det blive at låne til boligen

Den sidste alvorlige El Niño i 2015 og 2016 resulterede i de højeste globale temperaturer, men der er risiko for, at rekorderne vil blive slået igen denne gang. El Niños indvirkning er mest markant omkring ækvator, mens de indirekte konsekvenser når helt til den danske investor.

Vi kan allerede se vejrfænomenet påvirke shippingindustrien. Med den værste tørke i 80 år i Panama reducerer Panamakanalen, der er afhængigt af ferskvand til at drive slusesystemet, den daglige kapacitet fra 40 skibe til 18 skibe i februar. 

Det påvirker fragtskibenes rejsetider på den vigtige rute mellem Østasien og den amerikanske østkyst.

Selvom de nuværende konsekvenser stadig er begrænsede, kan langvarig tørke i Panama fortsætte med at forstyrre kanalen og forårsage yderligere forstyrrelser i de globale forsyningskæder. Danske børsnoterede rederier fra Mærsk over Torm til Norden er blandt dem, der kan blive påvirket. 

Læs også: Udviklingen vækker bekymring - aktieanalysechef advarer mod konsekvenserne

Men selvom disse restriktioner forsinker fragten, kan de også øge de hårdt tiltrængte fragtrater mellem Shanghai og New York, som er faldet med næsten 50 pct. i forhold til sidste år.

El Niño påvirker også indirekte lokale vejrmønstre langt fra ækvator. I Nordeuropa ser El Niño-år typisk en mildere og vådere start på vinteren i november og december, efterfulgt af en koldere og tørrere afslutning på vinteren. En ekstra kold vinter i Nordeuropa, kan eskalere efterspørgslen på naturgas til opvarmning.

Efter de betydelige fald i gasforsyningen fra Rusland siden sidste år har Norge udviklet sig til Europas førende naturgasleverandør. Landets direkte rørledninger til Danmark, Storbritannien, Tyskland, Belgien og Frankrig gør det til en central leverandør til Nordeuropa. 

Læs også: Pfizer-aktie dykker efter droppet fedmepille - Novo kravler op

De norske børsnoterede selskaber Equinor, Aker BP og BlueNord er blandt dem, hvis bundlinjer kan blive styrket af stigende efterspørgsel og højere naturgaspriser.

Vejrfænomenet kan også gøre det sværere for verdens centralbanker at nå deres inflationsmål på 2 pct. Skiftet i de globale vejrforhold introducerer yderligere forstyrrelser i de allerede ustabile globale landbrugsråvarer. 

Det kan øge fødevareinflationen, som allerede er på 7,5 pct. i eurozonen, mens den i Danmark er på lavere, men stadig høje, 3,7 pct.

Læs også: Efter markant inflationsfald: Chefanalytiker ser ekstra rentenedsættelse

I løbet af det seneste år har mange landbrugsråvarer oplevet betydelige prisfald, hvilket har været med til at hjælpe inflationen ned. Men en forstærket El Niño kan føre til udbudsbegrænsninger og øgede priser på nogle landbrugsråvarer. 

For eksempel forventes producenter af sukker og ris i Indien og Thailand at opleve mindre nedbør og højere temperaturer, hvilket påvirker deres høst negativt og driver priserne op. Sukkerpriserne på verdens råvarebørser er allerede steget med 30 pct. i år.

Vejrfænomenets indvirkning varierer afhængigt af intensitet og geografi. Og selvom hver El Niño-sæson er unik, vil den helt sikkert også denne gang påvirke økonomier og de finansielle markeder i løbet af 2024.

Læs også: Sådan gik det de danske eliteaktier i november: Ét selskab oppe med knap 40 pct.

Læs også: Aktiechef: En af de mere spændende aktier indenfor sin sektor