Henter kommentarer

Kommentar: Svanemærkede fonde har gode intentioner, men risikerer at skyde forbi målet


 
I videoen ovenfor kan du se mere om det danske aktieindeks, C25-indekset
Vis mere

Svanemærket er blandt andet kendt fra shampoo, opvaskemiddel, tøj etc., men nu har det også fundet vej til investeringsfonde.

Jeg vil starte med at sige, at der faktisk er rigtig mange gode ting ved svanemærkede investeringsfonde, men nedenfor har jeg flaget et par udfordringer.

En svanemærket investeringsfond skal opfylde 25 obligatoriske krav. Kravene betyder bl.a., at mindst 90 pct. af fondens direkte portefølje skal være bæredygtighedsanalyseret (altså ESG-rated). Heraf skal mindst halvdelen af fondens portefølje være investeret i selskaber, der har fået en god ESG-rating. Her kommer, i mine øjne, den første udfordring. En del af de mindre- og mellemstore virksomheder bliver nemlig enten ikke ESG-vurderet, eller får en dårligere ESG-rating, fordi de ikke har ressourcerne til at levere den samme ESG-data som de store selskaber.

Det åbenlyse spørgsmålsregn er derfor om det vitteligt skulle være mere bæredygtigt at favorisere store selskaber frem for mindre selskaber?

Den næste udfordring kommer af, at ESG er subjektivt. ESG-klassifikationer (ratings) afviger fra ratingbureau til ratingbureau. Der kan altså være stor divergens mellem ESG-ratings på tværs af nogle af de mest fremtrædende ratingbureauer på området. Det ene ratingbureau kan have en god ESG-rating, mens et andet institut kan have en dårlig ESG-rating på det samme selskab. Hvordan kan svanemærket være dommer over hvilket ESG-ratingbureau, der har ret?

I relation til ovenstående vil jeg henvise til et studie foretaget af en forskergruppe fra MIT. Gruppen fandt en sammenhæng (korrelation) mellem ratingbureauernes ESG-ratings på i gennemsnit 0,61. Til sammenligning er kreditvurderinger fra Moody’s og Standard & Poor’s korreleret til 0,99. Det betyder, at de oplysninger, som investorer modtager fra ESG-ratingbureauerne, sommetider er ubrugelige og ellers har tendens til at være støjende, når konklusionerne kan være så forskellige.

Den tredje udfordring, som jeg vil fremhæve, opstår ved at svanemærkede fonde ikke må investere i virksomheder, der har mere end 5 pct. af omsætningen fra uranproduktion. Jeg er med på, at uran »kan« bruges til atomvåben, hvilket er negativt. Men uran bruges også til at levere Co2-neutral og stabil energi, hvilket er positivt. Hvis man vil leve op til nogle af de løfter, man har givet i forhold til Paris-aftalen og en grøn omstilling, så er man nødt til at tænke atomkraft ind i ligningen. Jeg synes godt man kan argumentere for, at det faktisk er det modsatte af bæredygtigt, hvis man ekskluderer uran.

Om det er galt eller genialt afhænger af hvilke øjne, der ser.

Det kan være GENIALT for nogle etiske investorer med høje krav til ekskludering og uden de store ESG-ressourcer, og som samtidig vægter ESG over afkast. De kan nemlig skyde genvej til at sikre en overholdelse af offentlighedens forventninger ved ikke at investere i tobak, våben eller fossile brændstoffer etc.

Nu er det bare sådan med genveje, at det ikke altid er godt at springe over, hvor gærdet er lavest. Der kan nemlig sættes spørgsmålstegn ved bæredygtigheden af en ekskluderende tilgang til ESG. Et relevant spørgsmål kunne være: »Stopper de store olieselskaber med at udvinde olie, fordi nogle investorer fravælger at investere i dem? – eller kan investorer ved at inkludere dem, påvirke virksomhederne i en mere bæredygtig retning? Som vi f.eks. har set med transformationen i Ørsted (fra olie til vind)?«

Jeg synes i bund og grund, at det er GALT med alle de »labels«, som kommer på investeringsprodukter nu til dags (SRI, ESG, SDG, Svanemærket etc.). Hensigten er god, men genvejen kan gøre, at du skyder forbi målet.

/Niclas Faurby, Investor

Læs også: Lau Svenssen: Bunkebryllup blandt bankernes bænkevarmere

Læs også: Lau Svenssen: Forsikringsfeber for 50 milliarder kroner