Henter kommentarer

Lau Svenssen: Børsturbulens med GameStop i centrum

Foto: CARLO ALLEGRI
Vis mere

 

Er kampen om aktiekursen i GameStop en regulær børsbegivenhed i form af en drabelig kamp mellem en voksende flok af små aktører (amatør-investorer/spekulanter) mod en snæver kreds af store hedge funds (professionelle spekulanter), eller er det eksempel på en ny form for »økonomisk reality krigsspil« med karakter af kædebrev og anvendelse af IT-platforme som samlingspunkt?

For alle os tilskuere er spørgsmålet, om det er en advarsel om kommende ulykker på børsmarkedet af langt større omfang, eller om det bare vil ende i gråd og tænders skæren for de involverede kamphaner? Al sund fornuft tilsiger nemlig, at eksplosionen i børsværdien på GameStop har sendt aktiekursen langt op over realistiske vurderinger, så en hård landing må forudses. Hvem vinder, og hvem taber?

Provokation – Modangreb – Kursboom

Forløbet børsmæssigt gik amok 13-01, hvor aktien rykkede opad ved gennembrud af en pris på 20 USD og steg til 30 USD. Onsdag var prisen 347,5 USD. Torsdag har prisen sat ny rekord ved 483 USD for så at styrte ned til pt. 126 USD!

Årsagen ser ud til at være en såkaldt corner situation med short squeeze i aktien. Aktører har i alt for stort omfang spekuleret i en kursmæssig nedtur ved at låne og sælge aktien i håb om at kunne købe den tilbage til en lavere pris. Det kan også foretages via en OTC-kontrakt (CFD: contract for difference), hvor to parter med modsat interesse indgår en aftale – og så er det op til hver af de to, at sikre sig afdækning eller holde positionen åben med henblik på at opnå en kursgevinst.

Balladen opstår, når omfanget af short selling får alt for stort omfang i forhold til antallet af udestående aktier, og her er det frie flow afgørende. Faste aktieblokke kan man jo ikke forvente adgang til at købe fra.

I det øjeblik short’erne (der ofte har udviklet sig fra nogle få banebrydere til en hel gruppe af aktører som inspirerer hverandre) opdager, at de er havnet i en farlig klemme omkring adgang til tilbagekøb, går der hurtigt panik i dem. Man kan nemlig tabe sin skjorte. Ved almindelige (lange) aktieplaceringer kan man trods alt ikke tabe mere end det beløb man satsede ved starten. Tabet på en short position kan blive enormt – og til sidst kan det ende med en direkte forhandling mellem de to grupper af aktører (Long henholdsvis Short) for at løse striden og stoppe krigen. Jo færre der deltager, des hårdere konfrontation. Banker/børshandlere er ofte også kommet i klemme og prøver derfor at optræde som mægler.

Læs også: Aktieplatforme begrænser handel efter investeringsstorm

Denne gang ser forløbet dog ud til at have antaget en ny og særpræget form, idet store, professionelle aktører har spillet ud og placeret sig med markante short positioner i en formodet blød vare (GameStop). De plejer at sidde med overhånden på børsmarkedet og formår ofte at skabe medløb og dermed rygvind (gevinst) – herunder hjælp fra og via banker, som kan søge at koble sig på de nye forretningsmuligheder og trends, som nu efterspørges ude i markedet og som de opnår indblik i via henvendelser. Inspiration og rygter flyder. Hvad to ved, ved tusinde.

Boom’et blandt private investorer og fri kommunikation via internetplatforme har udløst en kraftig modreaktion med opkøb i den her omtalte short’ede aktie. Det er angiveligt blevet opfattet som en provokation udført af »the leaders of the pack« på Wall Street med støtte fra deres kreds af medhjælpere i finansbranchen som backing group. Om man skal opfatte det som en konfrontation mellem »folket« (bag IT-skærmene) og Systemet/Eliten/Højfinansen (ledere, ejere og lakajer) er et godt spørgsmål. De sidste dages hellige, som vil kæmpe for æren hele vejen igennem, bliver formentlig smadret: så stop i tide.

Nulrenter, FAANG+ børsboom og statshjælp til enhver krisesituation

Hele affæren har haft en parallel for præcis et år siden med kollapsen på futuresmarkedet for råolie. Her var der alt for mange Long positioner. Det endte helt galt, da kontrakterne ikke blev rullet videre i tide til næste termin og derfor udløstes en form for oprydningsudsalg med store tab til følge. Olie er et langt større marked end GameStop aktien og et sted med løbende flow (produktion og forbrug). Aktørerne satsede den gang (helt rigtigt) på muligheden for en optur i olieprisen, men de udløste derved selv et kortvarigt sammenbrud i stedet!

Kernen er, at der er alt for mange rodløse penge som følge af mange års uansvarlig pengepolitik. Det er endt med nulrenter. Derfor jager vi alle sammen nye afkastmuligheder, og risikovilligheden øges – blot der er tale om finansielle placeringer. Reale aktiviteter er man meget mere forsigtig med. Centralbankerne finansierer nu til dags med åben pande statsunderskuddene, som vokser ud over alle grænser. Hvorfor skulle politikerne undlade at please befolkningen (vælgerne), når renten er nul og det er gratis for staten at låne?

Læs også: Gamestop fortsætter i rutsjebanen

Politisk dirigerede XXXXL-statsmagter med kontrol over offentlige finanser inklusive de tilknyttede centralbanker har udviklet sig til en gavebod for alt og alle. De svage borgere får økonomisk hjælp og søges sikret jobs uanset om der frembringes noget output eller ej. De rige hjælpes til at opnå kapitalgevinster på deres formue i aktier og fast ejendom takket være statslige opgaver og direkte hjælp under eventuelle kriser, og der er hele tiden fordel af nulrenter for dem
der har råd til at låne og anses for kreditværdige. Hurra, hvor det går. Alle får uddelt noget, og langt mere end de betaler. Konsekvensen er naturligvis, at statsfinanserne i Vestlandene er endt i en tilstand med kroniske underskud. Penge må bare aldrig mere være et problem i et moderne samfund, da Staten som en fælles projektorganisation bør kunne løse ethvert problem og trylle alt ondt væk.

Den økonomiske tyngdelov fra realiteternes verden anses for ophævet. Så længe der hæmningsløst pumpes penge ud og påkaldes indsats fra statens store politisk styrede redningskorps i tilfælde af ubehagelige situationer med nedbrud ude i samfundet, så længe vil aktier være at foretrække som placering frem for statens stadig mere tvivlsomme penge. Børsballaden i GameShop om fantasilioner opstået under den her omtalte børseksplosion er en advarsel om ophævelse af tyngdekraften og normaliteten på aktiemarkedet. Børsen viser i den situation sin funktion som Kasino.

Overvej det virkelige indholdet i tidens megasucces-selskaber inden for moderne IT, Bitcoin mv. Alt kan ske, men træerne gror ikke ind i himmelen. Så prøv at bevare den sunde fornuft. Game Stop?

Lau Svenssen ejer ikke aktier i GameStop.

Læs også: Kommentar: Kig efter de uslebne diamanter

Læs også: Lau Svenssen: Fremtidens grønne energi - Sol vil overhale vind