Den læseværdige bog ”Factfulness” af Hans Rosling m.fl. redegør for en række fakta om vigtige forhold i verden. Bogen udfordrer vores letkøbte bedrevidenhed – eller skal man kalde det dogmatisk fastlåste tankegang og mangel på faktuel viden – og sætter dermed de kloge I-landsborgeres uvidenhed i et skarpt lys. Det er absurd i en tid med vidensamfund og super IT. Tonen i bogen er dog særdeles venlig (læseren er jo kunden, som har købt bogen og derfor altid har ret og ikke må anklages), og man undlader at bruge ordet: uvidenhed. Factfulness er absolut læseværdig, men i spørgsmålet om menneskeskabt global opvarmning bidrager den ikke til større klarhed men tilslutter sig føjeligt ”den rigtige mening” uden en dybdeborende undersøgelse.
Det er nemlig vanskeligt. Videnskabelig dokumenteret sandhedsværdi af denne hypotese er endnu ikke tilvejebragt. I stedet henholder ”man” sig til flertalsafgørelse i en til lejligheden indbudt kreds af videnskabelige eksperter, der (primært for skatteydernes regning) fortsat prøver at udgrunde dette aldeles uoverskuelige emne. Så validiteten i hypotesen er ikke længere et relevant problem. Den er ophøjet til at udgøre et faktum.
Ideen er nemlig for længst overtaget af eliten i de vestlige lande, som udruller den som et nyt politisk projekt. I kraft af sin livstruende, generelle karakter bør Global Opvarmning rumme overtalelseskraft til at forene alt og alle. Omsider er der fremkommet et politisk projekt med et højere formål! Det har potentiale til at skabe en bølge af følelser med øget fællesskab (emotivisme), og hypotesen udbredes ivrigt til befolkningen som et nyt element i folkeoplysningen i skoler og statslige medier.
Den grønne omstilling er derfor ikke længere et spørgsmål om realiteter (Facts) angående behovet, muligheder og effekt af omstillinger men en veritabel kamp for menneskehedens overlevelse - anført af folkets politisk valgte elite, der har grebet taktstokken. Flertallet har jo ”ret” i et demokrati, og det kan kun gå for stærkt set fra meningsforvalternes populistiske synspunkt. Her hjemme overgår de ensartede partier med socialdemokratisk tankesæt hverandre i at opfinde teoretiske mål for den grønne omstilling. Jo flere elbiler i 2030 des bedre. Ude i virkeligheden (fx på de danske bilfabrikker?) er fakta dog helt anderledes - og besværlige. Teknologierne til et bæredygtigt grønt samfund er langt bagefter disse overbud på udviklingstempo fra tidens Hurra-folkeforførerne.
Danskerne har fået vindmøller på hjernen
Opgaven med grøn omstilling kræver udvikling af mange former for ny teknologi, og tidsmæssigt vil det blive en langstrakt proces. Den politiske iver for at forcere omstillingen er fuldstændig urealistisk, og hastværk er lastværk. Elitens skrivebordsgeneraler har ingen respekt for realiteterne i den virkelige verden. Factfulness? Konsekvensen vil blive meget store og dyre fejltagelser med tab på uholdbare(!) løsninger, der sættes i værk alt for tidligt. Regningen vil havne hos skatteyderne.
Danske vindmøller har i løbet af 40 år oparbejdet en ledende stilling. Nogle af disse selskaber er derfor blevet overtaget af store udenlandske firmaer. Sådan fungerer erhvervslivet i en åben verden. De grønne tiltag fra dansk politisk side prioriterer alligevel fortsat el-produktion via vindmøller. Konkurrencestaten udfolder sig. Her hjemme har vi virkelig fået vindmøller på hjernen.
De pågældende virksomheder skal naturligvis udnytte deres potentiale så godt som muligt ude i verden. Her hjemme er markedet efterhånden ved at være mættet. Men der er opstået behov for nye former for brændstof til skibe, og danske rederier med Maersk i spidsen er store og ledende i søfart. Nyt fuel skal først udvikles i samarbejde med motorleverandører som MAN og Wärtsilä. Power-to-X er kodeord for denne indsats, som er i sin startfase med undersøgelse af en række mulige løsninger. Kernepunktet i en fuld grøn omstilling for skibe bliver nemlig behov for el-produktion som mellemled i fremstillingen af et brændstof med højt energiindhold pr. kg, der kan række til et par måneders sejlads.
To danske projekter med energi-øer skal gennemføres, og det ser ud til at blive 1. generationsanlæg. Konceptet passer perfekt ind i udviklingslinjen hos de danske vindmøllefabrikanter mod stadig større modeller (stordriftsfordele). De er velegnede til storskala offshore-projekter. Grundlaget har hele tiden direkte eller indirekte været bestemt af offentlige organisationer, forsyningsvirksomheder og statslige myndigheder, altså politisk dikterede ønsker/ideer/krav. Hertil kommer selve møllerens cost-mæssige fordel ved større dimensioner. Det har udviklet sig til Big Business milliard-projekter.
Solenergi vil vinde
Vindmøller af dansk type er ikke længere egnet til mindre kunder eller private. Derfor vil der ikke nedefra komme en massiv grøn bølge med opførelse af individuelle vindkraftanlæg. Den modsatte struktur findes derimod for sol-energi, som kan anvendes fra small scale og opad til store projekter, altså delelighed. Private får adgang til at være med direkte, og man kan især opnå økonomiske fordele ved sparede el-skatter/afgifter i lande som Danmark med statsstyrede prisforhold.
Danmark er også her med foran pga. de kunstige, ekstremt høje priser på el. Fidusen har været så gunstig, at de ellers så grønne politikere har anset for nødvendigt at begrænse gevinstmuligheden for borgerne(forbrugerne). Uagtet denne groteske politiske ændring er pointen, at solenergi takket være strukturen med individuelle og små projekter får adgang til markant større udbredelse end vindkraft, som er blevet til et big business marked. Samme mekanik med forbrugere som drivkraft for grøn omstilling vil formentlig komme til at udfolde sig for el-biler. Private kan hurtigere sætte skub i dette marked end beslutninger, der først skal træffes af politikere og centralistiske, planøkonomiske myndigheder. Small is beautiful.
Jo mere direkte solens energitilførsel til jorden kan udnyttes af mennesker des bedre. Det giver solceller og solvarme et fortrin. Vindmøller udnytter jo blæsten, der opstår som følge af vejermæssige forskelle, der er opstået som følge af solens varierende opvarmning af landarealer og hav (indirekte påvirkning). For begge metoder har de geografiske forhold i praksis stor betydning for metodernes praktiske værdi.
På et punkt har vindmøller dog en fordel, nemlig en mere fremskreden teknologisk udvikling end solanlæg. Dette forspring er imidlertid blevet indhentet i løbet af de seneste 10 år. Vurderinger af cost-effektiviteten er ikke stringent, og her spiller anlæggenes faktiske brugstid en vigtig rolle. Den kendes ikke på forhånd, og man benytter derfor skøn for forventet levetid. Disse tal kan vise sig at være for optimistiske.
Begge energiformer venter med længsel på velfungerende og billige metoder til lagring af energien, så udsvingene mellem output og forbrug kan håndteres og reducere tabet. Vindmøllernes synlighed og jobskabelse giver dem flere politiske bonuspoint end solanlæg – uagtet de spolerer naturen for lokalbefolkningen og udsender støj, men det generer jo ikke de styrende bureaukrater i storbyerne.
Behovet er enormt
Forståelsen af virkeligheden er desværre ikke høj - hverken hos politikere eller i befolkningen. Factfulness? Fakta (2019) er, at fossile brændstoffer dækker 84 % af verdens energiforbrug, mens vedvarende energi kun bidrager med 5 %. Vindkraft er ca. 15 % større end sol. Så omfanget af den grønne omstilling bliver stort og er kun indledt. Samtidig forventes forbruget at vokse med 1,0 % årligt i de næste 30 år. Der bliver brug for både sol- og vindenergi plus andre energiformer.
Når Danmark er nået langt i CO2 reduktion skyldes det desværre, at vi har afviklet vores - aldrig særligt store – industriproduktion. I stedet importeres varer i stort omfang, og regulerer man landets energiforbrug med dette manglende element vokser energiforbruget med knapt 50 % - og tilføjelsen er af sort type. Danmark er en Brugsforening, og andre folk i verden (Kina) klarer bogstaveligt talt det beskidte arbejde for os.
Klimamålene for 2050 betyder, at der bliver nok at tage fat på og investere penge i, men husk som minimum at dele sol og vind lige - på sigt mest til solsiden.
Læs også: Morten Springborg: De brølende eller de bæredygtige 2020 ere?
Læs også: Lau Svenssen: Tidens plage med negative renter på indlånskonti
