Mediefokus og billig forargelse rammer endnu en gang Danmarks største bank efter den pludselige udskiftning af topchefen Chris Vogelzang. Det blev kun til knapt to år. Han var ellers blevet hyret udefra for at bringe fornyelse og rene hænder i topledelsen uden risiko for involvering i bankens tidligere skandaleombruste aktiviteter, der angiveligt var centreret om afdelingen i Estland.
Imidlertid havde det pågældende datterselskab, der var købt via Sampo Bank fra den store finske forsikringskoncern Sampo, skiftet status og var blevet til en filial af Danske Bank. Hele problemkomplekset flyttede dermed ind i hjertet af banken - og der ligger ansvaret fortsat for disse lyssky sager fra en fortid, som man ikke kan løbe fra. Ikke godt – faktisk kan det blive katastrofalt.
Det er en ”never ending story” om banken, og i den sammenhæng er Vogelzang en uskyldig person uden betydning, da det drejer sig om hans ansvar i sit tidligere virke hos ABN AMRO.
I videoen ovenfor ses udviklingen i markedsværdien pro anno for bankerne i OMX CPH Banks GI-indekset. Grafikken er lavet via Flourish Studio.
For den rene er alting rent
Nyheden rammer Dansk Bank lige i dets eget bløde sted og rejser straks en kritisk drøftelse af grundigheden ved hans udnævnelse. Ansvaret ligger hos bestyrelsen, men Finanstilsynet må jo have godkendt ham i forhold til reglerne om ”fit and proper”. Formentlig har der bare været tale om almindelig passiv nikke-administration, hvor den ene refererer til den anden ud fra tillid baseret på tidligere vurderinger udført af de tilsvarende organer i andre lande. Kvaliteten og rækkevidden af den form for følgagtig og misforstået kollegial respekt førte som bekendt til Danmarks involvering i Irak-felttoget for at fjerne påståede masseødelæggelsesvåben. The establishment i vores elitære samfund opfatter per definition hinanden som rene.
Læs også: Simon Richard Nielsen: Venstrefløjens grimme had til investorer
For Danske Bank udgør det en ny uheldig episode, som tildeles overdreven opmærksomhed i medierne. De jager ivrigt alle småting selv om det reelt er uden betydning for bankens sande ve og vel - og dermed dens evne til at klare sig på egen hånd uden behov for hjælp fra Danmarks befolkning via statskassen i en eventuel krisesituation. Det er jo vores dybeste ønske og krav til de personer som bærer ansvaret for bankens virke og tilsynet med dem.
Den virkelige ballade vil fortsætte for Danske Bank
Så vidt jeg kan forstå de fremlagte informationer om Estlandsaffærerne er hovedpunktet bankens medvirken ved pengetransaktioner med relationer til Rusland & Omegn samt russisk orienterede aktører uden for dette land. Men fra de russiske myndigheder er der mærkværdigvis ikke udvist nogen interesse i at opklare Estland-sagernes sammenhæng. Det har ikke generet nogen – dog var der angiveligt signaler herom i startfasen, men det blev gemt og glemt eller har måske ligefrem inspireret til brug af banken.
Ingen fra dansk side forekommer interesseret i at rive op i disse sager, der kan række længere ud end ønskværdigt. Så længe Putin-regimet bevarer magten er der ro østfra. Fred i vor tid.
Balladesagerne er imidlertid ikke forsvundet af den grund men kun sparket til hjørne. Efter et magtskifte kan det virkelige opgør bryde ud i lys lue med ønske om fremlæggelse af samtlige informationer og mulighed for enorme erstatningskrav og straf for medvirken ved overtrædelse af lovgivning, fx omgåelsestransaktioner (haircut), regler for skat og valutabestemmelser.
Danske Bank sidder fast i en form for langstrakt, skyggeagtigt gidseldrama. Situationen minder om efterveerne af 2. verdenskrig i nogle private selskaber.
Mere konkret mangler der fortsat en endegyldig afklaring af risikoen for bødeforlæg fra myndigheder i EU, Danmark og USA. Når det en gang er overstået, vil truslen fra de virkeligt skadelidte ved de suspekte transaktioner fortsat hænge over bankens hoved som et damoklessværd.
Danske Bank’s problem kan blive Danmarks’s problem
Så længe de potentielle trusler kan ignoreres, vinder banken tid og kan prøve at komme til kræfter igen. Linjen fra bestyrelsens side er mindst mulig forandring af de omfattende aktiviteter uden ønske om målrettet neddrosling af volumen. Det ville reducere indtjeningen. Samtidig er der strammet op på udgifterne, og man søger at profilere sig som en ”better bank” over for de almindelige kunder. Den interne struktur med store datterselskaber er heller ikke ændret. De kan dermed blive en platform og vej frem ved en stor reorganisering.
Læs også: Kommentar: Er der gode muligheder i underskoven på det danske børsmarked?
Banken er med sin balance på 4.109 mia. kroner ekstrem stor målt i forhold til Danmarks økonomi. Til sammenligning var nationalproduktet (BNP) i 2020 på ca. 2.300 mia. kroner, men det tal indeholder moms, afskrivninger, teoretisk værdi af boligbenyttelse (en slags lejeværdi af egne boliger) og en ekstrem stor offentlig sektor, hvor man opgør udgifterne som udtryk for indkomsten. Landets indkomst er derfor langt mindre – optimistisk vurderet formentlig kun rundt 1.500 mia. kroner i reel markedsværdi. Ratioen for Danske Bank’s Balance set i forhold til nationalindkomsten er med andre ord høj (4,1/2,3=1,8) beregnet ud fra de gængse BNP-tal med skønmaleri og ekstrem høj (4,1/1,5=2,7) opgjort ud fra den virkelige verdens reelle indkomst her i landet.
Som investering er aktien (111) en mulig placering, hvis man ikke anser de omtalte risici som udtryk for et virkeligt problemkompleks. Aktien handles til en voldsom discount i forhold til indre værdi (187,6 før udbytte), hvilket må opfattes som en advarsel.
Hvis man vil tage sig i agt mod risikoen for at kunne blive ramt af fortidens gerninger, skal man nok bare nøjes med at se på og håbe på det bedste. Bankens problem kan nemlig let blive Danmark’s problem, og det er jo os alle sammen.
Lau Svenssen ejer ikke aktier i Danske Bank.
Læs også: Simon Richard Nielsen: Årets investor-hit sender dig direkte i helvedet
Læs også: Morten Springborg: Stigende renter er ikke "Breaking News"
Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner
