Henter kommentarer

Maj Bank: Kreditcyklen afgør økonomisk vækst og aktieafkast


Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.

At købe på kredit og optage gæld vil af mange opfattes som en negativ ting. Men i et samfundsøkonomisk perspektiv er det faktisk helt afgørende, at privatpersoner, virksomheder og stater optager gæld i et moderat niveau.

Kreditten er nemlig med til at skabe efterspørgsel og drive økonomien frem. Det er godt for virksomhedernes indtjening, og derfor er kreditcyklen en god indikator for både fremtidig økonomisk vækst og aktieafkast.

Læs også: Totalkredit: Ny japansk nationalbankdirektør vil påvirke kursen på dit boliglån

For at forstå økonomi er det ifølge Ray Dalio, en af de mest succesfulde hedgefondejere i USA, altafgørende at forstå kredit og dens cykler. Økonomien er i bund og grund summen af de utallige transaktioner, som foretages hver eneste dag.

Transaktionerne betales med enten kontanter eller kredit. Mange husholdninger – særligt i USA – betaler ud over deres hus og bil også en lang række andre forbrugsgoder med kredit. Adgangen til og mængden af kredit i et samfund er derfor central for at holde gang i forbruget og dermed økonomien.

Mængden af kredit i et samfund kører i cykler, og det er disse cykler, der er afgørende at forstå, hvis man vil forsøge at lave forudsigelser om den økonomiske vækst. Kreditskabelse har en selvforstærkende effekt, der virker som brændstof for økonomien. Hvis en person starter med at købe et forbrugsgode ved hjælp af kredit, efterlader det sælger i en bedre position. Sælgeren har nu selv bedre mulighed for at optage kredit og øge sit forbrug. Dette vil lede til nye transaktioner, som igen stiller folk bedre, og på den måde løber kreditten igennem økonomien og øger efterspørgslen.

Læs også: Danske Bank: Luftballoner og storpolitik

Dette er den positive side af kreditcyklen, hvor mængden af kredit øges på en sund måde. Risikoen er, at kreditniveauet på et tidspunkt bliver så stort, at det er uholdbart – det så vi f.eks. under finanskrisen. Hvis forbrugernes gældsætning bliver for voldsom, eller en ekstern faktor starter en krise, vil kreditcyklen vende.

Folk vil blive tvunget til at mindske deres gæld, og resultatet bliver et lavere forbrug og dermed lavere økonomisk aktivitet. I denne del af cyklen mindskes mængden af kredit i samfundet, og det kan få økonomien til at gå i recession.

I øjeblikket stiger forbrugsgælden i USA ganske massivt – kreditniveauet vokser altså. Flere økonomer ser dette som en bekymrende tendens, der vidner om, at de amerikanske forbrugere har svært ved at få deres privatøkonomi til at hænge sammen på grund af de stigende priser.

I virkeligheden er det blot en normal del af kreditcyklen og et tegn på, at den amerikanske økonomi også fremadrettet vil klare det fornuftigt og ikke har udsigt til en recession i den nærmeste fremtid. I den kontekst er det også værd at nævne, at ser man i stedet for den nominelle forbrugsgæld på udviklingen i forbrugsgælden i forhold til de disponible indkomster, er niveauet fortsat acceptabelt.

At forbrugsgælden stiger giver derfor ikke den store grund til bekymring på nuværende tidspunkt. Men som med det meste andet her i verden gælder ’alt med måde’ også for kredit.

Læs også: Totalkredit: Hvorfor vælge fast rente, hvis vi står på rentetoppen?

Læs også: Maj Bank: Hvorfor skal investorer bekymre sig om biodiversiteten?