Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.
Spritnye tal fra Danmarks Statistik bekræfter det – august er fortsat brylluppernes måned, og har været det lige siden 1995.
I august sidste år blev der afholdt hele 4.924 bryllupper. Men hvordan stiller man sig selv bedst i ægteskabet, når det kommer til privatøkonomien?
Mange fordele
Helt overordnet er der mange økonomiske fordele ved at indgå ægteskab. Reglerne om sambeskatning betyder, at man i flere tilfælde slipper billigere i skat, og man arver automatisk hinanden samt står først i rækken til at få hinandens livsforsikringer og pensionsopsparinger.
Dertil kommer, at al arv og gave sker uden afgift, hvilket kan spare efterladte for betydelige beløb, efterhånden som formuen stiger gennem livet. Som eksempel vil et aktiv på 1 mio. kr. som minimum udløse en afgift til staten på 150.000 kr. for en samlever, mens ægtefæller intet skal betale. Og endeligt er det kun ægtefæller, der har lov til at sidde i uskiftet bo eller få udbetalinger fra afdødes tjenestemandspension.
Men der er også opmærksomhedspunkter, man bør kende til.
Læs også: PFA: Kvinde, styrk din privatøkonomi – her er de bedste råd
Formuefællesskab
Det vigtigste, man skal vide, er, at man indgår i et formuefællesskab, så snart man bliver gift. Lidt forenklet kan det oversættes til: »Det der var mit, er nu vores«, og helt konkret betyder det, at hvis man senere går fra hinanden, så skal halvdelen af ens positive nettoformue afleveres til ægtefællen.
For den økonomisk svageste part i forholdet, er formuefællesskabet en stor fordel, og kan være med til at sikre, at man nemmere kan komme videre i livet efter en skilsmisse.
Omvendt kan det for andre komme som en ubehagelig overraskelse. For eksempel hvis der er meget stor forskel på, hvilken formue man bringer ind eller opbygger gennem ægteskabet, eller hvis man har et særligt aktiv, som man på ingen måde ønsker at dele værdien af i en skilsmisse.
Et oplagt eksempel er et sommerhus, der har gået i familiens arv gennem generationer.
Løsningen på dette er at tale sammen, kigge nøgternt på forskellene i jeres formuer, og få en advokat til at oprette særeje og ægtepagt på den del af formuen, som man ikke ønsker delt i tilfælde af en senere skilsmisse.
Læs også: PFA: Sådan overdrager du formuen til næste generation
Det er altid godt at tage snakken, mens alt er fryd og gammen, for hvis forholdet begynder at knirke, så kan det være svært eller umuligt at få den anden parts underskrift på særejet.
Pensioner lever deres eget liv
Lidt overraskende for mange, så deles pensionsopsparingen ikke mellem ægtefællerne i tilfælde af en senere skilsmisse, og dermed forlader man som hovedregel forholdet med hver sin pension.
Derfor bør man undervejs i forholdet vurdere om dette er rimeligt. Eksempelvis hvis den ene part har taget længere barsel eller er gået på deltid for at få familielivet til at hænge bedre sammen, eller bevidst har valgt et job medmindre ansvar og lavere løn.
En oplagt løsning er enten at lave ekstra pensionsindbetalinger til den part der har mindst, eller oprette en pensionsægtepagt, hvor det tydeligt fremgår, hvad der skal ske i tilfælde af en senere skilsmisse.
Læs også: Her er de 5 aktier, som fylder størstedelen af Warren Buffetts portefølje
Læs også: Storbank: Lad være med at prøve at regne markedet ud – Bare køb disse 15 kvalitetsaktier

Nyt boliglån kan være på vej




















