Vi lever på nogle måder igen i 1970erne. Politisk, økonomisk og kulturelt er der efterhånden så mange slående paralleller til årtiet, der gav os energikriser, stigende forbrugerpriser og lav vækst, at investorer bør kigge nærmere på erfaringerne fra dette rædselsfulde årti.
ABBA har lige udgivet et nyt album – og universiteterne studerer Karl Marx og bruger hans videnskabelige metoderamme til at finde løsninger på alt fra klimaforandringer og til kritik af kapitalisme. I kid you not. Dette er 2021.
Den svenske popkvartet er rent faktisk aktuel med »Voyage«, og den såkaldte kapitalismeforsker Søren Maus nye bog »Stum Tvang. En marxistisk analyse af økonomisk magt« er ifølge Berlingske et nyt hovedværk i den nymarxistiske bølge på universiteter i ind- og udland.
Vi kan blive ved.
Tilbage til energikrisen
I USA er Republikanernes Donald Trump blevet afløst Demokraternes Joe Biden. Man behøver forhåbentlig ikke være USA-analytiker for at se en vis sammenligning med Richard Nixon og Jimmy Carter. Ingen af dem går vist over i historiebøgerne som de største i USAs historie. Ret skal være ret. Det er en noget præmatur dom over Biden.
Nu vi er ved USA, så har vi for nylig set desperate billeder af klodens stormagt vanæret trække sig tilbage fra en traumatiserende krig mod en på papiret langt mindre militærmagt. Flyene ud af Kabul kunne ligeså godt have været flugten fra Saigon i 1975.
Læs også: Renterne brager i vejret - og det kan blive endnu værre
Den yderste venstrefløj har skiftet (indsæt socialistisk tyran)-isme-debatten ud med, hvilken grad af woke du helst skal være for at opfylde det seneste identitetspolitiske kodeks.
Helt aktuelt er en energikrise gudhjælpemig også over os. Olie fra Mellemøsten er i dag skiftet ud med Putins naturgas. Eller er Asiens få producenter af mikrochip måske i virkeligheden vore dages OPEC? Ganske få producenter forsyner verden med de uundværlige halvledere, der bruges i alt fra vaskemaskiner til telefoner og biler.
Vi husker måske også bedst 1970erne som tiden med tårnhøj arbejdsløshed. Men i årtiets tidlige år var manglen på arbejdskraft Danmarks største problem. Gæstearbejdere fra især Tyrkiet blev inviteret nordpå for at hjælpe os ud af voldsomme kapacitetsproblemer.
En lidt for lemfældig omgang med både centralbankernes pengepolitik og rundhåndede statskasser skabte sammen med oliekriserne tårnhøj inflation.
Men der må være en grænse.
Lykkeligvis skal vor tids ungdom ikke vokse op med angsten for en altødelæggende atomkrig. At de så vokser op med frygten for en ødelæggende klimakrise, gør måske ikke sagen bedre.
En trist aktieparallel
Hvad med aktiemarkedet? Jeg tør dårligt sige det, men den her bonanza af sammenligninger og triste paralleller fortsætter.
En af de største, men i dag næsten glemte, perioder med finansiel mani udspillede sig i løbet af 1960erne og et par år ind i 1970erne. Aktiemarkedet var ustoppeligt i årevis. Troen på, at festen ville fortsætte uden stop, blev til et mantra blandt investorer, som de kaldte »nifty fifty«. En lidt uddybende oversættelse ville være »de gode, smarte, fikse halvtredsere«.
Læs også: Forudser stort skifte i markedet: Dette kan blive de nye vinderaktier
Investeringsrådet over dem alle var nemlig, at investorer blot skulle sprede sparepengene ud over de 50 største virksomheder i USA. Du skal vitterligt ikke gøre andet. Bare køb aktier. Køb og behold. Læg dem ind under hovedpuden – det går ikke galt.
Av.
Fra 1. januar 1973 til 1. januar 1980 faldt det amerikanske S&P 500-indeks 8,6 procent. Syv magre år. Inklusive udbytter er totalafkastet i denne periode hæderlige 25 procent over syv år. Ikke prangende, men alligevel.
Til gengæld var afkastet i reale termer – altså korrigeret for inflation – noget nær en katastrofe. Hvert eneste år i 1970erne blev forbrugerpriserne hævet med 6,8 procent. Enkelte år var inflationen noteret med tocifrede takster.
Over tid er afkast i reale termer det eneste brugbare mål. Husk, at investorens eneste formål over tid er at bevare og udvide købekraften. Hvis købekraften udhules, kan vi ligeså godt lade være.
Læs også: Wall Street-legende: Der er ikke meget kurspotentiale herfra
Lektien fra 1970erne er, at vi selv i relativt lange perioder ikke er sikre på at tjene på aktiemarkedet. Men derfor kan aktiemarkedet alligevel være et bedre alternativ til penge i banken eller sikre statsobligationer. Statsobligationer er den sikreste måde at sætte penge til på, når priserne stiger. Omvendt er det også den sikreste måde for stater at nedbringe statsgælden på, målt i forhold til bruttonationalproduktet.
Uden at trække sølvpapirshatten alt for godt ned over ørerne, så ligner det lidt en strategi for USA: De kan rent faktisk have held med at inflatere økonomien ud af alle gældsproblemer.
På det mere konkrete plan vil aktiemarkedet i et 70er-scenario begunstige selskaber med den egenskab, at de kan losse prisstigninger ud over forbrugerne. Olieselskaber og medicinalselskaber klarede sig hæderligt i årtiet. Hvis analogien holder, handler det altså om at finde de selskaber, der har evnen til at sætte sine egne priser i markedet. En evne, der kaldes pricing power.
En gylden havn
En anden mulighed er slet og ret at gemme sig i alt andet end kontanter, indlån og alle papirer, der lugter af renter. Ædelmetaller som guld og sølv kan måske få sig en renæssance.
Guld og sølv var af disse årsager den sikre havn i 1970erne. Fra 1973 til 1980 steg guldet 690 procent – næsten 35 procent i gennemsnit om året. Sølv klarede sig endda en anelse bedre med 41 procent om året i gennemsnit over for dollar.
Guld er en særlig størrelse på finansmarkedet. Når dollar er verdens reservevaluta, er guld den standard, som dollaren kan måle sin værdi i. Skal vi være helt stringente, er guld ikke rigtig et finansielt aktiv, da det hverken betaler husleje, renter eller udbytter til ejerne. Men det er en formidabel metode til at gemme sig fra stigende priser.
De kommende år kan således også blive den helt store test for kryptovalutaer, hvis bitcoin vitterligt skal vise sig at være et stabilt, digitalt alternativ til guld. Der er dog en stor forskel. Også for centralbankerne er guld nemlig en accepteret måde at bevare kapital på. I Danmark har vi 66,5 ton guld i Nationalbanken, som godt nok får det opbevaret med hjælp fra Bank of England i London.
Hvis bitcoin for alvor slår igennem, vil der som altid være den yderste konsekvens, at aktiviteten bliver helt forbudt.
Afslutningsvis en optimistisk note: 1970erne havde nemlig den fremragende egenskab, at de sluttede.
