Henter kommentarer

Totalkredit: Centralbankerne håber, at et påskemirakel gør næste rentemøde lettere


Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.

Her omkring påske tror jeg, at centralbankcheferne for henholdsvis eurolandene og USA, Christine Lagarde og Jerome Powell, håber på et lille påskemirakel, der kan frigøre dem for et dilemma ved næste rentemøde.

Nemlig at de finder tegn på afmatning af økonomien og dermed får mulighed for at holde igen med yderligere renteforhøjelser. I hvert fald for en tid.

Læs også: Maj Bank: Vi er ikke på vej mod en ny finanskrise

I morgen får vi tal for europæisk inflation og i næste uge på selveste langfredag får vi nye amerikanske jobtal for bare at tage to vigtige nøgletal.

Falder europæisk inflation mere end forventet, og skuffer jobrapporten i USA, kan Lagarde og Powell bruge det som en krog til at holde igen med yderligere renteforhøjelser i kampen mod inflationen.

Inflationen falder jo og dampen er gået lidt af økonomien, hvilket letter inflationspresset længere nede ad vejen, kan argumentet så lyde.

Det er på ingen måde givet, at det kommer til at ske. Økonomierne har gang på gang den her vinter vist overraskende vedholdende fremgang trods markante rentestigninger og inflation, der også trækker købekraften ud af forbrugerne.

Så hvis den økonomiske vækst nu for alvor begynder at vise svaghed vil det være ganske velkomment for at få inflationen under kontrol.

Læs også: Maj Bank: Demografien trækker i retning af højere renter i fremtiden

Før vi så svaghed blandt nogle banker forventede investorerne på de finansielle markeder markant højere renter fra centralbankernes side frem til sommer, netop fordi økonomien var stærk. Det er den formentlig stadig ifølge nøgletallene.

Brager økonomien videre bliver det sværere at retfærdiggøre et stop for yderligere renteforhøjelser i troen på, at inflationen kommer under kontrol.

Uroen om banksektoren ser ud til at have fortonet sig lidt, men vi kender ikke konsekvenserne af de sidste ugers turbulens. Om bankerne som konsekvens af uroen fx holder igen med at give nye lån til virksomheder, der ikke kan vokse så meget som ellers, og dermed holder igen med nye ansættelser.

Læs også: Analytiker om dansk folkeaktie: 'Det er næsten, så man falder ned af stolen'

Med andre ord om problemerne i banksektoren kan gøre noget af centralbankernes arbejde med at få inflationen under kontrol. Den effekt kommer der til at gå noget tid, før vi kan konkludere noget om.

Powell var ved det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank meget ærlig på det punkt – vi ved det simpelthen ikke.

Det vil ikke være specielt heldigt at hæve renterne yderligere, hvis der så kommer et større tilbageslag i økonomien, fordi den bliver ramt dobbelt fra både nye slag med centralbankernes rentehammer og tilbageholdenhed fra de almindelige banker.

Nu hvor påsken står for døren, har vi da lov til at håbe på et lille mirakel, der kan give centralbankerne grund til lidt betænkningstid, indtil vi ved mere om, hvor vi står.

Læs også: Storaktionærer sælger ud af himmelstormer: 'Det er kun naturligt'

Læs også: Kendt ekspert byggede selv på sit hus – det var billigere end at gå på arbejde