Henter kommentarer

Totalkredit: Vi er tæt på rentetoppen


Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.

I sidste uge stod jeg på en alpetop og nød udsigten over de smukke dale på min skiferie i St Anton i Østrig. Og spørger du investorerne på de finansielle markeder, kan vi også snart skue ud over økonomien fra rentetoppen.

I Europa har vi stadig tre renteforhøjelser i udsigt, før vi når toppen her i løbet af foråret. Men det er allerede regnet ind hos investorerne på de finansielle markeder, så boligejernes renter på selv boliglån med kortest mulig rentebinding på et halvt år skal ikke for alvor yderligere op.

Læs også: Sydbank om populær aktie: Det er rædsomt

Ser vi på boliglån med fast rente, der lige nu ligger på 4 procent, er vi allerede godt på vej fra rentebjergtoppen på de 6 procent, vi nåede i efteråret sidste år.

Rentefaldet på lån med lang binding er meget interessant. Faldet viser nemlig, hvad investorerne forventer om fremtiden: Inflationen kommer under kontrol, og der går ikke alt for lang tid. Vi er med andre ord over det værste, og snart går det fremad igen.

Når inflationen er faldet tilbage til et normalt lavt leje omkring de 2 procent, så er der plads til, at centralbankerne sætter renten ned igen. Og det har investorerne regnet ind vil ske allerede i løbet af 2024.

Vi er i Totalkredit stort set på linje, hvor vi også ser for os, at inflationen vil falde markant i løbet af 2023 og ramme 2 procent i 2024.

Godt nyt til boligejere
Får vi og de finansielle markeder ret, er det godt nyt til boligejerne. Lavere inflation vil stabilisere købekraften og dermed vores privatøkonomi. Lavere renter gør det også billigere for boligkøbere at finansiere en ny bolig, og dermed kan det mildne den modvind, som boligmarkedet oplever lige nu.

Det er også godt nyt for de boligejere, der har konverteret deres billige fastforrentet lån. Dem var der ca. 200.000 af i 2022. De af dem, der ramte 6 procentlånet i september, kan allerede overveje at konvertere ned i 4 procent under et halvt år efter, at de skar en stor luns af gælden. Nu kan de få en billigere rente og fastholde deres lave gæld.

Læs også: Nordnet: C25-selskab er i en sårbar forfatning

En del boligejere skiftede også deres 30-årige faste, lave rente ud med et boliglån med helt kort rentebinding på seks måneder, det vi i Totalkredit kalder F-kort. For dem er udsigterne også gode. De betaler her fra nytår en rente på omkring de tre procent og har ikke udsigt til, at den stiger meget yderligere inden, at de igen skal have fastsat deres rente til juli. De har altså opnået en lav gæld og kun en lidt højere rente, end den de kom fra. Måske den ligefrem kan falde lidt allerede til næste år.

Usikkerheden er stor og vi kan ramme pukler på vejen
Det lyder alt sammen jo næsten for godt til at være sandt, og der er også rig mulighed for at ramme pukler på vejen. Udover at Putins ageren i krigen i Ukraine er uforudsigelig, er især faren for, at inflationen bider sig fast på et for højt niveau en kilde til usikkerhed. Inflationen vil bide sig fast, hvis for eksempel lønningerne begynder at accelerere i Europa.

Lønmodtagerne har oplevet en markant forringet købekraft af deres lønningspose, og hvis de for alvor kræver købekraften hævet tilbage til tidligere niveau, så vil virksomhedernes omkostninger til aflønning af deres ansatte stige mærkbart. Og den regning vil de sende videre til forbrugerne. Store lønstigninger vil med andre ord puste gevaldigt til inflationen.

Læs også: Nordnet om Vestas: Det er svært ikke at være skuffet

Sker det, vil det kræve yderligere stigninger i centralbankernes renter, og så vil rentetoppen forsvinde i tågen. Det vil blive uklart, hvor meget længere op vi skal, før vi når toppen. Og måske vil vi også være tvunget til at blive deroppe i længere tid.

Lidt som på min skitur i Østrig, hvor det en del af tiden var så tåget, at det var svært at se, om vi nu også rent faktisk var på toppen eller ej. Ofte gik vi ind og drak et glas glühwein og håbede på at kunne se bjergtinderne, når vi kom udenfor igen.

Læs også: Danske Bank: Sådan handler du den næste hype

Læs også: Godt nyt til boligkøbere: Drømmeboligen kan måske blive billigere