Henter kommentarer

Udbuddet af luksusure boomer af én grund, mener platform


Hvis man for få måneder siden kunne gå ind til en autoriseret urhandler og få fingrene i et eftertragtet luksusur, kunne man snildt tjene op mod en kvart million kroner på at sælge uret igen.

Der var nemlig uhørt få ure fra mærker som Rolex, Audemars Piguet og Patek Philipe på markedet, og det sparkede brugtpriserne mod himlen.

Men nu er gevinsten mindre, for udbuddet af brugte ure steget markant.

Det fortæller verdens største platform for brugte ure, Chrono24, til Bloomberg.

Platformen ser en hovedårsag til det større udbrud, og synderen er kryptovaluta.

Den nylige nedgang på kryptomarkedet har nemlig »haft direkte indflydelse på priser på luksusure fra mærker om Rolex og Patek Philippe«, skriver Chrono24 til mediet.

Det skal ses i lyset af, at kryptovalutaens frembrusen skabte et helt nyt købersegment til urene, lyder det. Idet kryptomarkedet er vendt, hælder kryptoinvestorerne deres dyre ure overbord.

Euroinvestor har tidligere beskrevet, hvordan brugtpriser på stålmodeller fra Rolex, Audemar Piguet og Patek Phillip næsten fordoblede sig på det cirka halve år, der gik fra oktober 2021 til marts 2022.

Sidenhen er kurven knækket, og brugtpriserne for de 30 mest handlede ure er væltet ned med 21 procent siden toppen i marts. Det viser indekset WatchCharts.

Kaster vi bolden over på Bitcoins banehalvdel, så toppede den digitale mønt i november sidste år, hvor kursen sprang op i knap 67.000 dollar.

Bitcoin er siden skrumpet ind til en skygge af sig selv, og den sælges i skrivende stund for lige under 23.700 dollar.

Læs også: Priser på luksusure skyder til vejrs: 'Det er aldrig set før'

Læs også: Disse ure kan du score kassen på – og en joker, du bør holde øje med