Henter kommentarer

5 it-aktier med stort potentiale: 'Det er en kandidat til porteføljen'

Her ses Ciscos logo.
Her ses Ciscos logo. Foto: ALBERT GEA
Vis mere

De store amerikanske teknologiselskaber stjæler ofte rampelyset. Det gælder eksempelvis teknologigiganter som Facebook, Alphabet og Apple.

Men det betyder også, at en række stærke aktier bliver overset, selv om de rummer et skjult potentiale. Det gælder f.eks. inden for informationsteknologi, lyder det fra kvantstrateg Morten Nielsen fra Quant Research fra Jyske Markets.

Han overvåger udviklingen blandt 3000 af de største selskaber i verden via en kvantitativ analysemodel, som man har udviklet hos Jyske Bank. Tilgangen kaldes for faktorinvestering, og den handler om at opbygge ens portefølje af selskaber, der er kendetegnet ved tre faktorer, der bidrager til et aktiemæssigt merafkast over tid:

Der er at købe selskaber, der 1) er relativt lavt prisfastsat, 2) er af høj kvalitet, og 3) har medvind prismæssigt såvel som hos analytikerne. Faktorerne kaldes for henholdsvis Value, Kvalitet og Momentum, forklarer Morten Nielsen. Det kan du læse mere om her.

Her peger han på fem selskaber, der vurderes som attraktive, da de gennemsnitlig har en høj eksponering mod modellens faktorer. Det drejer sig om tre europæiske og to amerikanske.

»Europæiske IT-selskaber fremstår generelt mere attraktive end amerikanske IT-selskaber pt. Det skyldes en højere kvalitet og mere attraktiv valuation hos de mindre IT-selskaber i Europa sammenlignet med de mindre IT-selskaber i USA,« forklarer Morten Nielsen.

»Så skal man købe IT-selskaber i USA, fremstår de større IT-selskaber markant mere attraktive end de små, hvilket især skyldes en højere kvalitet,« udtaler han.

Her ses et billede af HP's logo uden for Hewlett Packards hovedkvarter i  Palo Alto i Californien. Selskabet, der blev grundlagt i 1939, blev 2. november 2015 delt i to: HP Inc. (HPQ) og Hewlett Packard Enterprise (HPE). Det skete som en del en turnaround-plan. HP Inc fokuserer på PC'er og printere, mens HPE skulle fokusere på software og udviklingen af cloud-forretning. Vis mere

Ser vi på europæiske aktier som helhed, er det faktisk kun i IT-sektoren pt., at vi finder flere attraktive kontra ikke-attraktive selskaber, og det er et af de få steder blandt de europæiske sektorer, hvor man rent faktisk finder en høj grad af kvalitet, forklarer han.

Her ses fem it-aktier, der alle har en høj eksponering mod de tre førnævnte karakteristika, og som ligger i toppen af Jyske Banks overordnede rangering.

Morten Nielsen påpeger, at du er nødt til at have flere af aktierne i porteføljen for at ‘fange’ faktorerne - og for at fjerne den selskabsspecifikke risiko.

- Dialog Semiconductor PLC (Storbritannien)

- HP Inc. (USA)

- Check Point Software Technologies Ltd. (Israel)

- ASM International NV (Holland)

- Cisco Systems Inc. (USA)

Det mest attraktive selskab står øverst og det mindst attraktive nederst. Hvis du gerne vil være eksponeret mod cybersecurity, så er Cisco Systems Inc. og Check Point Software Technologies Ltd. i øvrigt to attraktive potentielle kandidater, forklarer han.

Der er flere grunde til, at Dialog Semicontuctor scorer højest samlet set.

»Vi ser Dialog Semiconductor PLC som værende attraktiv, da selskabet fremstår billigt, af høj kvalitet samt indeholder momentum. Når vi ser specifikt ift. prisning, er det både i absolut forstand ift. det brede aktieunivers såvel som i relativ forstand inden for industrigruppen Semiconductors & Semiconductor Equipment, at Dialog ser billig ud,« forklarer Morten Nielsen.

»Selskabet udviser desuden en vedvarende vækst og høj profitabilitet, som opvejer volatiliteten i indtjeningen, når vi taler om kvaliteten i selskabet overordnet set. Tilmed giver stemningen omkring aktien anledning til momentum. Derfor er det en kandidat til porteføljen med attraktive faktorkarakteristika. Det er desuden en 100% kvantitativ analyse relativt blandt 3.000 selskaber i verden, hvilket sikrer objektivitet og disciplin i investeringsprocessen,« forklarer han.

Læs også: 12 stærke aktier: 'Du bør være eksponeret mod disse tre ting

Læs også: Value-aktiechef: Disse aktier har vi købt