Henter kommentarer

5 mulige aktieguldfugle: 'Aktien kan nærmest fordobles'

Foto: PRAKASH MATHEMA
Vis mere

Det er stadig muligt at finde attraktive aktier i markedet, der enten er blevet overset eller som gemmer på et større kurspotentiale.

Det fortæller porteføljeforvalter Jonas Edholm, der står i spidsen for den norske kapitalforvalter SKAGEN Fondenes fokuserede aktiefond SKAGEN Focus. Fonden har omkring 1,8 milliarder norske kroner – svarende til næsten 1,3 mia danske kroner – under forvaltning. De er investeret i undervurderede aktier, hvor det underliggende selskabs kvaliteter ifølge Skagen Focus ikke er afspejlet i aktiekursen.

Fonden leder især efter mulige aktieguldfugle blandt de mindste selskaber. Den del af markedet, hvor micro-, small- og midcap-aktierne hører hjemme. Det er en strategi, der har båret frugt. SKAGEN Focus har leveret et afkast på 54 pct. de seneste tolv måneder, hvilket er godt 23 pct. bedre end benchmarket MSCI All Country World, der er steget knap 29 pct. Alene i år er fonden op med 16,21 pct. mens indekset er oppe med 15,39 pct.

Læs også: Kommentar: Aktiemarkedet dobbelt så vildt som efter finanskrisen

Nedenfor fremhæver han fem mulige value-juveler, som kapitalforvalteren ser et stort potentiale i. Du kan klikke på de enkelte aktier og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Rabat på kendt gaming-aktie

En af de undervurderede aktier, som den norske fond er investeret i, er gaming-kæmpen Ubisoft. Vi taler om en fransk computerspilsudvikler, der blandt andet står bag Assassin's Creed-spillene, Tom Clancy-spilserien samt Far Cry-spillene. Kapitalforvalteren har for nylig øget sin position i Ubisoft, som man betegner som en 'solid' virksomhed.

Skagen Focus føjede Ubisoft-aktien til porteføljen, da aktien faldt til omkring 55 euro under de kraftige kursfald siden februar 2021. Kursfaldene var »en sjælden mulighed for os value-investorer at komme ind i gaming-branchen, hvor gaming-aktierne ellers typisk er fuldt ud prissat.»Jonas Edholm.

Læs også: Dansk kapitalforvalter om to danske aktiefavoritter: 'Der er ved at ske noget'

»Vi mener, at Ubisoft omkring 55 euro er utrolig attraktiv i forhold til selskabets pengestrømme, og Ubisoft vil om 2-3 år have en kæmpe forretning inden for Star Wars- og Avatar-universet. « vurderer Jonas Edholm.

Det er samtidig en mulighed for, at Ubisoft kan blive opkøbt af andre spilgiganter, fordi aktien er så billig som den er nu, mener Skagen Focus. Porteføljeforvalteren henviser til, at gaming-giganter som Activision Blizzard, Electronic Arts og Take-Two Interactive tidligere har købt op i branchen. Han vurderer, at Ubisoft-aktien inden for 2-3 år burde bevæge sig op mod 90 euro.

Ser stort kurspotentiale i mineaktie

En anden aktie, som Skagen Focus mener er »ekstremt undervurderet«, er guld- og sølvproducenten Fortuna Silver Mines. Selskabet opkøbte tidligere i år guldmineselskabet Roxgold og udvinder nu ædelmetallerne guld og sølv fra blandt andet Vestafrika og Argentina. Aktien handler ifølge Skagen Focus på enormt billige niveauer, og der er derfor også tale om en top 10-position i fonden.

»Aktien er alt for billig og handles til cirka 2-3x pengestrømme fra driften med en stærk balance, og aktiekursen burde nærmest kunne fordobles ud fra de nuværende multipler,« mener Jonas Edholm.

Læs også: Dansk kapitalforvalter om Vestas og Ørsted: 'Der er ved at ske noget'

Jonas Edholm medgiver, at guld- og sølvprisen er faldet noget tilbage, men han ser ingen grund til, at priserne på de to ædelmetaller skulle falde kraftigt tilbage. Kapitalforvalteren ser et kurspotentiale på helt op imod 100 procent i Fortuna Silver Mines-aktien på baggrund af de nuværende guld- og sølvpriser.

Kalder transportaktie for undervurderet

Den tredje aktie, som porteføljeforvalteren fremhæver, er Stagecoach-aktien. Vi taler om en britisk busoperatør, der er børsnoteret i London og Frankfurt. Selskabet står blandt andet bag bus- og togdrift i England. Selskabet er med egne ord en af Englands fem største busoperatører. Stagecoach er samtidig landets næststørste transportselskab efter selskabet First Group, lyder det.

På trods af det er Stagecoach-aktien stadig undervurderet, mener Skagen Focus. Porteføljeforvalteren fremhæver, at der har været en bekymring for det faldende passagertal under corona-nedlukningerne i 2020, men genåbningen af den britiske økonomi burde fjerne den bekymring i markedet. Samtidig er selskabets regionale-passagertal næsten tilbage til niveauet før coronakrisen, fortæller Jonas Edholm.

Læs også: Vil du investere mere som stjerneinvestoren? 3 ting, du kan gøre

»Stagecoach-aktien bliver stadig straffet for de lave passagertal under coronanedlukningen, men selskabet er langt mere modstandsdygtig over for faldende passagertal, end markedet mener. Aktien handler lige nu til omkring 82 pence, men vi vurderer, at aktien burde handle til mindst 130 pence inden for de næste 2-3 år. Derfor er der en ret interessant upside i aktien,« udtaler Jonas Edholm. Skagen Focus gik ind i Stagecoach-aktien i begyndelsen af juni i år.

Spår lys fremtid for sønderbombet-bilaktie

Den fjerde aktie, som Jonas Edholm ser et kurspotentiale, er Europcar, som specialiserer sig i biludlejning. Selskabet var op til Coronakrisen tynget af stor gæld, og da coronanedlukningerne rullede henover verden ramte det Europcar hårdt, fortæller Jonas Edholm. Aktiekursen, der i forvejen var faldende, kollapsede, og selskabet blev tvunget ud i en omstrukturering. Nu er Europcar imidlertid på vej tilbage på sporet, vurderer Skagen Focus.

»De har fået en meget stærkere balance, siden de har lavet en aktieudvidelse,« udtaler Jonas Edholm.

Jonas Edholm påpeger, at den tyske bilgigant Volkswagen for nylig er kommet med et opkøbstilbud. Det har Europcar i første gang afvist, fordi buddet var for lavt. Det tyske opkøbsønske bekræfter dog Skagen Focus i troen på Europcar-aktien, som kapitalforvalteren købte op i i maj. Efter Volkswagens opkøbstilbud har Skagen Focus øget sin position i aktien, hvor man ser en fair value på 0,60 euro. Til sammenligning handles aktien til kurs 0,47 euro, hvilket indikerer et kurspotentiale på op mod 28 pct.

Ivanhoe Mines

Den femte aktie, som Skagen Focus satser på, er kobberaktien Ivanhoe Mines. Der er tale om en virksomhed, som ifølge Jonas Edholm, sidder på store kobberforekomster, men det er ifølge ham ikke afspejlet i aktiekursen. Selskabet har tidligere specialiseret sig i at finde kobber eller finansiere udvindingen af metallet, men Ivanhoe Mines er ved at udvikle sig til en decideret kobberproducent, fortæller han.

»Der er en kæmperabat på aktien i forhold til fair value, som vi konservativt vurderer til 12 canadiske dollar per aktie,« udtaler Jonas Edholm.

Ivanhoe Mines-positionen er en af fondens allerstørste positioner. Den udgør omkring 4 pct. af porteføljen.

Læs også: Kapitalforvalter jagter aktiejuveler – 7 aktier de satser på

Læs også: 12 børsudtryk, du bør kende

Læs også: Aktieordbog: Det dækker investeringsbegreberne over