Henter kommentarer

Advarer mod bestemte aktier - risikoen er for stor


Det kan være fristende at købe ind i de dele af aktiemarkedet, som fremstår billige, fordi de afkastmæssigt er haltet efter resten af verden, men investorer skal tænke sig godt om.

Det gælder særligt Emerging markets-aktierne, advarer Danske Bank i en ny analyse til bankens kunder, som Euroinvestor har fået indsigt i. Emerging markets (EM) dækker over spirende vækstmarkeder i de såkaldte udviklingslande – tænk Kina, Brasilien, Indien, Sydkorea osv. Det påpeger banken, efter Emerging markets-aktierne efter adskillige måneder har haft en markant underperformance.

»Selvom EM-aktierne er faldet, så mener vi ikke, at de er billige på disse niveauer. Der er en del risikofaktorer, som i særlig grad kan ramme Emerging markets,« påpeger bankens chefstrateg Frank Øland.

Læs også: 'En af de mest lovende og spændende aktier, jeg har set i 13 år'

Globale aktier er – målt på MSCI World-aktieindekset – steget 17,85 pct., siden aktieåret blev skudt i gang. En lignende aktiefest har man set i USA, hvor det brede amerikanske S&P 500-indeks er steget 22,38 pct. Det samme billede ses i det brede europæiske Stoxx 600-indeks, der er oppe med 17,67 pct. siden årets begyndelse. I det lys er aktiefesten i emerging markets-aktierne til at overse. MSCI's Emerging markets-indeks har med et fald på 1,46 pct ligget helt fladt siden aktieåret gik i gang. Endvidere er MSCI Japan, der måler præstationen af large- og mid cap segmentet på det japanske marked, steget med 8,54 pct. i indeværende år.

»I Kina har vi set tegn på aftagende vækst, og samtidig har øget regulering af blandt andet teknologisektoren trukket ned. Derudover er emerging markets generelt udfordret af lavere vaccinationsrater end de udviklede økonomier, hvilket gør dem mere sårbare over for coronaudbrud i de kommende måneder,« lyder forklaringen fra Frank Øland.

Læs også: Danske Bank i ny analyse: Her fortsætter børsfesten

Danske Bank hæfter sig da også ved at verdens næststørste økonomi, den kinesiske, har kæmpet med et nyt smitteudbrud. Landets nultolerancepolitik over for covid-19 har betydet nedlukninger i diverse provinser, som har ramt den økonomiske vækst.

»En anden risikofaktor for emerging markets er forventninger om højere amerikanske renter og dollarstyrkelse. Det er generelt en dårlig cocktail for emerging markets og i særdeleshed for lande med gæld i dollar. Yderligere kan aftagende makromomentum og øget frygt for deltavarianten føre til lavere risikoappetit blandt investorer og føre til pengestrømme væk fra emerging markets. Alt i alt har vi derfor besluttet at reduceret emerging markets-aktier fra neutral til undervægt,« lyder det fra Frank Øland.

Her ses indbyggere i Kinas Jiangsu-provins, der står i kø i forbindelse med en coronatest 17. august 2021. Vis mere

Danske Bank ser også begrænset potentiale i verdens tredjestørste økonomi, den japanske.

»Japanske aktier er generelt meget cykliske og derfor ikke det bedste sted at være ved stigende usikkerhed og aftagende makromomentum. Dertil kommer, at Japan halter efter andre udviklede økonomier i forhold til både udrulningen af coronavacciner og økonomisk rebound oven på coronakrisen,« forklarer Frank Øland.

»De japanske aktier kan opleve gode dage, når der er øget fokus på value-aktier, men generelt peger pilen efter vores opfattelse i den forkerte retning. SSelvomvi ser fremskridt i reformerne af det japanske erhvervsliv, der skal gøre det mere konkurrencedygtigt, resterer der fortsat meget at gøre, og vi forventer ikke, at det på kortere sigt vil blive en katalysator for japanske aktier,«

Danske Bank har -–ligesom med Emerging Market -–en undervægt for japanske aktier. Der er ikke desto mindre visse dele af aktiemarkedet, som Danske Bank ser langt større potentiale i. Det kan du læse mere om her.

Læs også: 4 grønne aktier: 'Det kan blive den næste Ørsted'

Læs også: Lars Tvede: 'Jeg har købt ting, der er vanvittigt upopulære'