Henter kommentarer

Lars Tvede: 'Jeg har købt ting, der er vanvittigt upopulære'


 
Den danske finansmand, investor og forfatter Lars Tvede var i maj 2021 med i podcasten Millionærklubben. Ovenfor kan du få hans syn på markedet, inflation og hans hedgefond, Atlas Global Macro.
Vis mere

»Jeg har købt ting, der er vanvittigt upopulære.«

Det fortæller den danske hedgefondchef Lars Tvede i et interview med Euroinvestor. Det er sket ud fra to meget, meget store temaer på aktiemarkederne, som optager den danske finansmand. Det ene er den »fuldstændig ekstreme« underperformance, som værdiaktierne har præsteret sammenlignet med vækstaktier, forklarer han. Det andet tema er, at verden står over for en massiv omstilling over mod grøn energi, men i stedet for at fokusere på selskaber, der laver sol- og vindenergi, skal man kigge på de råvarer, de skal bruge.

Læs også: 12 børsudtryk, du bør kende

Historien gentager ikke sig selv, men den rimer, lyder et velkendt citat. Det gælder også her, må man forstå på hedgefondchefen. For ham at se, står vi i en situation, der minder om det, som vi oplevede i år 2000, hvor enorme kapitalinvesteringer sendte råvarepriserne i vejret og satte gang i en langvarig børsfest på bestemte aktiemarkeder. Dengang fik et investeringsboom i BRIK (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) de globale kapitalinvesteringer i produktionsudstyr mm. til at stige til 28 pct. af BNP.

»Det er præcis det samme niveau, som den globale energiomstilling nu forventes at medføre,« siger han.

Det er grunden til, at Lars Tvedes via sin hedgefond Atlas Global Macro har samlet op i for eksempel russiske aktier, mineaktier og emerging market-aktier.

I år 2000 var han via sit investeringsselskab Beluga investeret i russiske aktier, og han husker tydeligt, hvordan det russiske aktieindeks dengang steg op mod 1000 pct i løbet af de næste seks år. En tilsvarende optur oplevede råvarepriserne, som steg 450 pct. fra år 2000 til priserne toppede, mindes Lars Tvede.

Læs også: Alt kan ske på markedet nu: Selv Lars Tvede holder krudtet tørt

»Den situation, vi har nu, minder meget om det BRIK-fænomen, som vi så i år 2000. Ligesom dengang står vi i dag også over for enorme investeringer i den fysiske økonomi, for den type investeringer er sakket efter resten af økonomien,« udtaler Lars Tvede.

Han henviser til, at verden har et mål om at reducere den globale CO2-udledning med 70 pct. inden 2050 og derfor skal investere massivt i grøn omstilling. Skiftet fra brugen af olie, kul og gas over til vind- og solenergi vil med stor sandsynlighed sende priserne på industrimetaller i vejret, vurderer han. Han er for eksempel investeret i kobber, og henviser til, at en elbil skal bruge mange kilo kobber.

Vis mere

Et andet stort tema, som den danske hedgefondchef fokuserer på, er de såkaldte værdiaktier – også kaldet value-aktier. Vi taler om aktier, der er billige målt på nøgletallene, og som står i modsætning til vækstaktierne, dvs. aktier, hvor de bagvedliggende selskaber forventes at tjene mange penge i fremtiden, selv om de ikke nødvendigvis gør det i øjeblikket.

Value-aktier oplevede med coronakrisen et brutalt 2020, men tog i nogen grad revanche i slutningen af 2020 og i foråret 2021.

I 2021 er værdiaktierne – målt på MSCI World Value-indekset – steget 15 pct., mens vækstaktierne – målt på MSCI World Growth-indekset – er steget 18 pct. Der er også en væsentlig forskel på værdiaktiernes og vækstaktiernes P/E-værdi, som udtrykker prisen for en aktie i forhold til selskabets indtjening.

Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne

Ser man på, hvad investorer er villige til at betale for en krones overskud i selskaberne, så er P/E-værdien for værdiaktierne 18, mens P/E-tallet for vækstaktierne er 38.

»Jeg har købt ind i ting, der nu er vanvittigt upopulære, men som jeg mener repræsenterer god værdi. Det var præcis det samme, som jeg gjorde i 2001,« udtaler han og tilføjer:

»Jeg har eksempelvis investeret i en række græske banker, som med al sandsynlighed kommer til at vinde på bl.a. et stort EU-program kaldet 'Hercules'. Der er potentiale for, at Grækenland vil indhente meget af det tabte, og i det lys er de græske banker interessante.«

Læs også: Nordnet i nyt samarbejde med Lars Tvede

Han understreger, at han ikke har en prognose for, hvordan investeringerne vil udvikle sig ugevis eller kvartalsvis, men at han ser nogle år frem. Han påpeger i samme ombæringer, at der er tale om vurderinger, der kan blive revideret, hvis der dukker nyt op.

Lars Tvede vurderer, at vi befinder os i den tidlige fase af et årelangt bullmarked - børsslang for et aktiemarked, der stiger. Han har dog i et tidligere interview med Euroinvestor påpeget, at børsmarkederne lige nu befinder sig på et punkt i dette bullmarked, hvor det historisk har kunnet betale sig ikke at være for aktiv i markedet. Det kan du læse mere om her.

»Rigtig, rigtig mange af de ting, som jeg er investeret, træder vande lige nu, men jeg ligger i de ting, som jeg mener er meget værd i et langsigtet perspektiv,« udtaler fondschefen.

Atlas Global Macro forvalter op mod 1,8 mia. kr. for flere end 1100 kunder. Du kan se mere om fonden i videoen ovenfor, da den danske finansmand i maj  var med på telefon i podcasten Millionærklubben.

Husk, at du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj.

Læs også: Saxo Bank tror på ny optur i tidligere boble-sektor

Læs også: Storbank ser nye rekorder for verdens vigtigste indeks