Der er næsten garanti for dramatiske kursudsving for investorer med danske aktier de kommende uger.
Det påpeger investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet forud for den danske regnskabssæson. Nordnet er dykket ned i tallene for de allerstørste danske selskaber - C25-selskaberne - med minimum 30 kvartalsdata,
Generelt gælder det »når selskaber skuffer eller leverer dårligt, er resultatet ofte et større kursfald. Det kan dæmpes, hvis forventningerne er lave, eller hvis aktiekursen er faldet meget,« forklarer Per Hansen.
Læs også: Forudser markant ændring for danske favoritaktier
Idéen om at 'alt' negativt er indregnet i aktiekursen er en sandhed med modifikationer, understreger han.
Det gælder særligt tre danske folkeaktie, der har været historisk 'farlige' regnskabsaktier, advarer han:
Coloplast
Den første aktie, hvor investorerne skal være forberedt på skuffelser, er Coloplast-aktien. Medicoselskabet er kendt for sit fokus på udvikling og salg af medicinsk udstyr og services, især inden for stomi og kontinenspleje.
»På trods af deres stærke markedsposition, har selskabet ofte skuffet investorerne med resultater, der ligger under forventningerne. Kombinationen af høj prisfastsættelse og mindre end fremragende regnskabstal er en dårlig cocktail,« forklarer Per Hansen.
Coloplast-aktien er steget knap 7 pct. i løbet af de seneste tre måneder.
Ørsted
Det næste selskab, hvor investorerne skal være indstillet på, at aktien kan blive straffet for regnskabet, er energimastodonten Ørsted, vurderer Per Hansen.
Ørsted, der tidligere er kendt som DONG Energy, har transformeret sig fra en traditionel energiproducent til en global leder inden for vedvarende energi, især vindenergi. Men »udviklingen i Ørsted er driftsbaseret, som kan være svær at afkode for analytikere på regnskabsdagen,« forklarer Per Hansen.
Læs også: Aktiechef: Sådan overlever du kursfald
Det store spørgsmål for Ørsted og aktionærerne er for ham at se, hvad der følger efter det triste 2023.
»Formentlig bl.a. en omkostnings- og strategitilpasning. En række projekter er blevet skrinlagt, og Ørsted skal forsøge at overbevise investorerne om, at de stadig er en betydelig aktør i den grønne omstilling. Et større rentefald kan være den faktor, som hjælper flere projekter økonomisk på plads, men det er spørgsmålet, om det kommer,« forklarer han.
Jyske Bank
Den tredje aktie, hvor du som investor skal forvente kursfald, er i Jyske Bank.
Jyske Bank er en af Danmarks største banker, der ligesom mange andre tilbyder en bred vifte af finansielle services, herunder bankdrift, ejendomsmægler- og forsikringstjenester.
Læs også: Regnskaberne kommer: Her er tre ting, investorerne bør holde øje med
»Trods sin størrelse og indflydelse har banken historisk set haft en tendens til at skuffe markedet med resultater, der ikke lever op til de opbyggede forventninger. Dette har ført til en negativ kursudvikling post-regnskab, hvilket tydeliggør vigtigheden af at indfri eller overgå investorernes forventninger,« forklarer Per Hansen.
Jyske Bank-aktien er steget 7 pct. i løbet af de seneste tre måneder.
For alle aktier gælder det, at skuffende resultater ofte fører til forventninger om nedjusteringer fra analytikere, forklarer han.
»Det er i et stort omfang netop efterfølgende indtjeningsjusteringer, som bestemmer aktieudviklingen,« advarer Per Hansen.


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner