Er aktiemarkedet på vej mod et decideret krak? Det er den store bekymring blandt investorerne, som har måttet se til, mens aktierne har fået massive tæsk de sidste to dage.
Torsdag middag er der rødt over stort set hele linjen, og det danske eliteindeks C25 falder 1,5 pct., mens det onsdag var nede med 2,4 pct.
Men dykkene er sandsynligvis blot en mindre korrektion – og ikke starten på en kæmpe nedtur, mener Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.
Læs også: Lars Tvede om aktiedyk: Jeg tror ikke, at vi er specielt langt fra nu
»Det er store fald i de her dage, men enhver reaktion på aktiemarkedet avler en modreaktion, og i øjeblikket ser vi modreaktionen. Faldene kommer efter en lang periode med en meget stærk udvikling,« siger Jacob Pedersen og understreger, at de danske aktier steg over 30 pct. i 2020.
De pludselige fald er blevet udløst af øget usikkerhed, hvor investorer blandt andet er nervøse over forsinkede coronavacciner med fortsatte nedlukninger som konsekvens.
»Det er godt med et realitetstjek, hvor investorerne lige puster ud og overvejer fremtiden. Der er ingen, der kan udelukke, at det her er starten til en stor nedtur, men det er bestemt ikke det hovedscenarie, vi arbejder ud fra,« tilføjer Jacob Pedersen.
Derfor vil danske aktier klare sig dårligere år
Investorerne har dog taget forskud på for stor en del af glæderne, og deres bekymring er langt fra ubegrundet, pointerer aktieanalysechefen.
Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne
»Aktiemarkedet er drevet af et ultralavt renteniveau og pengepolitisk hjælp, som ikke kan fortsætte i al fremtid, sammenholdt med, at forventningerne til virksomhedernes indtjening ser noget for optimistisk ud, særligt i forhold til nedlukningen i øjeblikket. Man kan jo bare kigge ud ad vinduet, så ser virkeligheden knap så rosenrød ud, som aktiemarkederne afspejler,« siger Jacob Pedersen.
Investorerne er med andre ord blevet en kende for optimistiske. Nu kigger de efter, hvor de kan hjemtage gevinster, hvorfor de aktier, der er steget mest, også får de drøjeste hug.
Det er også grunden til, at bevægelserne er særligt voldsomme i Danmark; de danske aktier buldrede frem i 2020, mens de europæiske aktier kom ud af 2020 med et lille minus.
Læs også: Chefstrateg: Det er mit vigtigste råd til investorer lige nu
»Vi er løbet langt foran kursmæssigt herhjemme, og den stærke kursudvikling, vi så blandt danske aktier i 2020, bliver en sten i skoen i år. Vores forventning til de danske aktier er også, at de kommer til at levere et dårligere afkast i år end europæiske aktier,« siger Jacob Pedersen, der har været i Sydbank siden 2002.
Siden årsskiftet er det danske C25-indeks faldet knap 4,5 pct. Kigger man lidt længere tilbage, er indekset imidlertid stadig steget 9 pct. de sidste tre måneder – eller 25 pct. det seneste år.
Læs også: Efter blodrød onsdag: Aktiemarkedet fortsætter sin nedtur i dag
Læs også: Danske Bank: 3 råd til din portefølje