Der er en helt anden stemning om de danske aktier i år sammenlignet med 2020.
Det viser tal fra Bloomberg over udviklingen på det danske aktiemarked. Det danske C25-indeks steg hele 49 pct. i 2020, og danske aktier var helt i top målt på samtlige børser i hele verden, men i 2021 er danske aktier faldet med 1,55 pct. Et helt andet billede ser vi i det teknologitunge Nasdaq-indeks, der er steget 9 pct. i år, mens globale aktier - målt på MSCI World - er steget 4,66 pct.
Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne
Der er to forklaringer på det skifte, lyder det fra aktiechef Michael Friis Jørgensen fra rådgivningsvirksomheden HC Andersen Capital. Den første forklaring handler om det, der driver aktiemarkedet lige for tiden. Der er ifølge ham en tro på, at uanset hvad der sker, så kommer der nogle og redder investorerne, og så er der ikke samme efterspørgsel på 'kvalitet', hvilket bredt set kendetegner de danske aktier. Med kvalitet forstås eksempelvis selskaber med stærke balancer, tilføjer han.
»Lige nu er indtrykket, at uanset hvad der sker, så kommer regeringerne eller centralbankerne og redder dig. Varer coronakrisen lidt længere, jamen så sprøjter vi bare nogle flere penge ud. Det betyder, at den faktor, som hedder 'kvalitet', som vi er lidt bannerfører for på det danske aktiemarked, ikke er særlig attraktiv. Hvorfor skal jeg betale ekstra for aktier af høj kvalitet?,« lyder det fra Michael Friis Jørgensen.
I gennem 2020 valgte investorer at betale ekstra for kvalitetsaktier på grund af coronakrisen. Investorer søgte tilflugt i danske aktier, der blev opfattet som sikker havn, men der hersker en anden ånd nu, forklarer Michael Friis-Jørgensen.
Se listen: 30 spændende grønne aktier
Den anden forklaring skal findes i de grønne aktier, der fylder meget på det danske aktiemarked, mener Michael Friis-Jørgensen.
»Det er ikke fordi, at den grønne investeringsbølge er forsvundet, men fordi de grønne aktier er kørt meget op i 2020. Men bare fordi aktiekurserne er fordoblet, så er det ikke noget, der afspejler sig i selskabernes resultater på kort sigt,« udtaler aktiechefen og tilføjer:
»Det er det, som Ørsted og Vestas er blevet ramt af.«
»Når centralbanker, der på trods af inflation, siger 'vi bliver ved med at stimulere økonomien' og nye corona-nedlukninger bliver fulgt op med nye hjælpepakker, så er der en hånd under aktiemarkedet. Det betyder, at selskaber med stærke balancer ikke nyder samme interesse. Det, der i stedet optager investorerne, er value- og vækstaktier,« vurderer Michael Friis-Jørgensen.
Læs også: 3 mulige vinderaktier til 2021: 'Den har vi et godt øje til'


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner