Onsdag aften dansk tid vil aktiemarkedets opmærksomhed være rettet mod den øverste chef for Federal Reserve, Jerome Powell, når han taler på en konference om arbejdsmarkedet arrangeret af Brookings Institution.

Selvom markedet er rimelig volatilt for tiden så ser aktiechef i H. C. Andersen Capital Michael Friis Jørgensen ikke, at talen vil påvirke markedet særlig meget.

Det fortæller han i onsdagens afsnit af Millionærklubben.

»Ved Powells tale i dag er jeg ret overbevist om, at vi ved, hvad han vil sige,« siger han og tilføjer, at den udbredte forventning efter talen nok vil være, at renten næste gang vil blive hævet med 0,50 procentpoint.

Federal Reserves renteudvalg mødes næste gang i midten af december, hvor markedet forventer og Fed selv har signaleret endnu en rentehævning.

»Man kan håbe, at han kan give lidt medvind til markedet ved at ligge i lejren af, at vi snart bremser op. Der har han ikke ligget tidligere,« tilføjer aktiechefen.

Mandag aften blev renterne sendt op efter flere regionale chefer mandag aften meddelte, at der fortsat er arbejde at gøre, og at renterne vil være høje noget tid endnu.

Du kan høre onsdagens afsnit af Millionærklubben her:

Læs også: Her ville strategen købe aktier lige nu

Læs også: Gammelt investorhit kan få stort comeback