De amerikanske aktier svingede frem og tilbage mellem minus og plus mandag, men endte til sidst med at bevæge sig en noget nedad.
Det var teknologiaktierne, især Facebooks ejer, Meta, som trak den forkerte vej, mens først og fremmest energi og finans hev op i markedet.
Mandag var uden regnskabsnyheder fra den allerøverste hylde, da de store teknologinavne i sidste uge gjorde deres arbejde på den front færdigt, men der kom alligevel tal fra andre kendte navne, ligesom andre nyheder, herunder rygter om opkøb, løb med overskrifterne.
Det brede S&P 500-indeks endte med et minus på 0,4 pct., mens Dow Jones steg marginalt, og Nasdaq gik tilbage med 0,6 pct.
Investorernes helt store fokus i 2022 har været renterne. Den tiårige rente er i USA i år blevet skubbet op fra 1,51 pct. til en flerårig top i 1,92 pct., da investorerne tilpasser sig den høje inflation.
Og stigende renter er skidt nyt for aktierne, og derfor har markederne, især i januar, i år været præget af uro.
- Markederne har tilpasset sig, som man kan se i bevægelsen op i renterne, men jeg tror, vi er kommet til et punkt, hvor det er svært at indregne meget mere aggressive udsigter, end vi har i dag. Vi kan nu se en stabilisering, siger Gregory Perdon, investeringschef hos Arbuthnot Latham, dog til The Wall Street Journal.
I weekenden fastholdt UBS også en forventning om, at S&P 500 resten af året vil stige med 13 pct. til 5100 indekspoint.
Læs også: Teknisk Set med Lars Persson: Stormende kuling på aktiemarkedet
S&P 500 er ellers siden nytår faldet med 5,5 pct., mens Nasdaq, som har en tungere vægt at vækstaktier, der er mere følsomme over for stigende renter, har mistet 10,0 pct.
Uroen i 2022 er kommet efter, at centralbanken i USA, Federal Reserve, Fed, i slutningen af sidste år begyndte afviklingen af sine obligationskøb og efterfølgende på rentemødet i januar signalerede en rentestigning fra marts og med udsigt til flere løft gennem 2022.
I S&P 500-indekset var det energiaktierne, som klarede sig bedst mandag med et plus på 1,3 pct., da olieprisen steg alle dage sidste uge. Finans vandt også 0,3 pct. løftet af de stigende renter.
I den anden ende faldt kommunikationsservice med 2,2 pct., mens it-sektoren mistede 0,7 pct.
Blandt de store navne fortsatte Meta, ejeren af Facebook med at være under pres, da aktien smed 5,1 pct. Torsdag tabte aktien hele 26,4 pct., eller historiske 230 mia. dollar på en dag, da selskabet havde skuffet investorerne med nulvækst i brugertallet fra tredje og fjerde kvartal samt en svag omsætningsprognose for de nuværende tre måneder.
Branchekollegaen Alphabet, som ellers har leveret solide tal, satte sig ligeledes 2,9 pct. mandag.
I it-sektoren bakkede Microsoft også med 1,6 pct., mens Apple mistede 0,4 pct.
Amazon havde det derimod bedre og steg 0,2 pct. Amazon blev af frygtsomme investorer hevet ned med Meta med 7,8 pct. torsdag, men selskabets eget kvartalsregnskab samme aften udløste et plus fredag på 13,5 pct. fredag.
Læs også: Lau Svenssen om markedet lige nu: 'Det er et faresignal'
På regnskabsfronten kom mandag tal fra kødproducenten Tyson Foods, som blev belønnet med et løft på 12,2 pct. I selskabets første kvartal var både omsætning og bundlinje bedre end ventet, og samtidig annoncerer koncernen prisforhøjelser.
Legetøjsproducenten Hasbro tabte omvendt 1,0 pct. efter sine regnskabstal, selv om de faktisk var bedre end ventet.
Ellers var der plusser til flere aktører inden for fritid og rejse. Krydstogtselskaberne Royal Caribbean, Norwegian Cruise Line og Carnival steg således 7,8-8,4 pct.
I luftfart vandt Spirit Airlines frem med 17,2 pct. på nyheden om, at Frontier vil overtage selskabet for 2,9 mia. dollar i kontanter og aktier og lægge de to lavprisforretninger sammen. Frontier steg 3,5 pct.
Ellers var der fokus på fitnessselskabet Peloton, der steg 20,9 pct. på spekulationer om, at store navne som Amazon og Nike skulle være interesserede i at overtage selskabet, som sælger fitnessmaskiner og online træningsabonnementer.
Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.
Læs også: Bøgerne du SKAL læse – kendt investors anbefalinger
Læs også: Historisk lavt antal konkurser er fortsat ind i 2022
.\˙ MarketWire