Humøret var i bund hele mandagen på de amerikanske aktiemarkeder mandag. Og selv om det tidligere mandag kom frem, at spændingerne omkring Ukraine var lettet en anelse, så tog investorerne nej-hatten på og sendte aktierne ned.

Dow Jones endte 0,5 pct. lavere, S&P 500-indekset mistede 0,4 pct., og Nasdaq-indekset endte uændret.

Det blev ellers tolket positivt, at den russiske præsident, Vladimir Putin, havde haft møder med sine udenrigs- og forsvarsministre, hvilket understregede nedtrapningen af spændingerne og de fortsatte bestræbelser på at finde en diplomatisk løsning på sikkerhedskrisen.

Også inflationsspøgelset var fortsat i rummet, efter der i fredags blev konstateret den højeste inflation siden 1982 i USA med en inflation på 7,5 pct. i januar.

Tilbage i det geopolitiske hjørne talte Putin med udenrigsminister Sergei Lavrov mandag, hvor han ifølge Blooomberg News har sagt "okay" til et forslag om at Rusland fortsætter forhandlingerne med USA og dets allierede om de sikkerhedsgarantier Moskva har forlangt.

George Ball, chefanalytiker fra finanshuset Sanders Morris Harris, siger til Reuetr, at aktier fortsat vil være udfordret:

- Aktier har været prissat højt temmelig lang tid, og med en blanding af stigende renter, militære trusler og den højeste inflation siden 1980 får en beskeden babybjørn til at bevæge sig i aktier på kort sigt, siger han ifølge Reuters.

Læs også: Teknisk Set med Lars Persson: Hvor er bunden?

Et af de selskaber, der trodsede den generelle stemning, var Advanced Micro Devices (AMD), der har afsluttet købet af konkurrenten Xilinx for 50 mia. dollar. Beløbet er rekord for et køb i den branche.

AMD fortalte om opkøbet af Xilinx tilbage i oktober, og at handlen blev betalt med aktier, hvor hver investor i Xilinx fik 1,7234 AMD-aktier.

Chipaktien steg 1 pct.

Dækproducenten Goodyear fik i den grad baghjul fredag, hvor krigsstemningen undergravede et ellers positivt regnskab for fjerde kvartal, hvor omsætningen steg med hele 38 pct. og endte højere end ventet.

Men efter regnskabet udtrykte Goodyear dog bekymringer om den tiltagende og høje inflation.

Det sendte aktien ned med hele 27,4 pct. fredag. Siden er dækaktien blevet løftet til "overvægt" fra "neutral" af JP Morgan og Nomura har hævet til "neutral" fra "reducer".

Mandag steg aktien 1,6 pct.

Tesla-topchef Elon Musk og den amerikanske trafikmyndighed National Highway Traffic Safety Administration (NHTSA) er raget uklar, efter at myndigheden har krævet funktionen "boombox" fjernet fra Teslas biler.

Tesla-aktien steg 1,8 pct.

Læs også: Lau Svenssen om inflation og renter: Hvad er gået galt?

Softwareproducenten Splunk var i høj kurs mandag, da det rygtes, at it-giganten Cisco Systems skulle have et godt øje til selskabet.

Ifølge Bloomberg News er dialogen mellem de to selskaber dog siden afsluttet, men aktien steg pænt.

Flere analytikere påpeger, at en handel rent strategisk vil give mening, men prisen skal være højere.

Splunk steg 9,2 pct. på opkøbsrygterne, og Cisco faldt 1,3 pct.

Biden-administrationen har i samarbejde med flere store amerikanske luftfartsselskaber søgt om at oprette en landsdækkende liste over ustyrlige passagerer, der skal nægtes flyadgang, skriver Bloomberg News.

Samarbejdet kommer efter længere tid med angreb på fly- og gatepersonale foruden angreb på andre rejsende fra uregerlige passagerer. Blandt andet har krav om mundbind givet anledning til optøjer i fly og lufthavne.

American Airlines faldt 1 pct., og United Airlines mistede 0,1 pct. på aktiekursen.

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: Aktiestrateg: "Konflikten i Ukraine rammer lige ned i en allerede eksisterende usikkerhed"

Læs også: Rusland signalerer diplomatisk løsning - nogle militærøvelser slutter

.\˙ MarketWire