Henter kommentarer

Aktien er braget i vejret - men skal den højere op?


Siden årets indgang er svenske Note buldret frem.  Aktien er steget ca. 75 pct. siden årets start, hvor den blev handlet i kurs 40,35 svenske kr. Nu handles Note i omkring 70 kr.

Men der kan sagtens være mere at komme efter i aktien. Det vurderer porteføljeforvalter Thomas Tang fra Medium Invest i torsdagens udgave af investeringspodcasten Millionærklubben.

Hos Medium Invest fokuserer man på aktier i small- og midcap-segmentet, og det er også her, at man finder det svenske selskab. Note har specialiseret sig i at samle elektronik i små og mellemstore mængder, og det svenske selskab har tidligere udgjort Medium Invests største position, men er det ikke længere. Det kan du læse mere om her.

Thomas Tang påpeger, at da Medium Invest gik ind i aktien, så handlede aktien til en P/E-værdi på 10, havde tocifrede organiske vækstrater, og at aktien var en indlysende investeringsmulighed.

»Siden da har resultaterne fra Note været fremragende. De har haft rigtig høj omsætningsvækst, og de har haft stigende margin, som har givet en stigende fremgang på bundlinjen, men aktien er også steget mere end resultaterne er steget. I dag handler vi ifølge mine estimater til en P/E-værdi på 15 for årets indtjening. Så man skal have en holdning til, hvad fremtiden byder på, og man skal spørge sig selv, om det stadig er skrigende billigt,« udtaler han.

Det store spørgsmål er ifølge ham, hvilken organisk vækst Note kan præstere fremadrettet og med hvilken margin.

»Jeg tror, at der er lidt potentiale tilbage på marginen, men det, som skal drive værdien fremadrettet, er, at Note skal have god organiske vækst,« udtaler han.

Han tror på, at Note de næste fem år kan præstere en organisk vækst på 15 pct., og det vil ifølge Medium Invests regnemodel give aktien en fair value på 110 svenske kr.

Du kan høre Thomas Tang fortælle om Note i torsdagens udgave af investeringspodcasten her. Her sætter han også ord på GomSpace, ClydeSpace og Crayon.

Læs også: Medium Invest: Norsk aktie er vores største position

Læs også: Nyt om antistoffer kan rykke Genmab-kursen vurderer finanshus