Henter kommentarer

Aktiesparekonto sender flere private ud på aktiemarkedet


 

Knap en tredjedel af alle danskere, der oprettede en aktiesparekonto i ordningens første leveår, investerede ikke i forvejen. Det oplyser Finans Danmark i en pressemeddelelse.

Aktiesparekontoen blev lanceret 1. januar 2019, og godt 40.000 danskere benyttede sig af muligheden i løbet af det første år.

En tredjedel af dem havde slet ingen private investeringer, før de oprettede aktiesparekontoen, fremgår det. Dermed har mere end 12.000 danskere brugt aktiesparekontoen som første skridt mod at komme i gang med at investere. Og det er med god grund, påpeger seniorstrateg i Danske Bank overfor Euroinvestor.

Læs også: Scor ekstra gevinst på 11.000 kr.: Invester i ETF'er på aktiesparekonto

»Aktiesparekontoen var et initiativ fra den danske regering til at fremme aktiekulturen i Danmark – altså en måde at få flere i gang med at investere. Det er godt sted at starte, hvis man er ny investor, da kontoen fungerer som et enkelt, lukket kredsløb,« lyder det fra Jacob Hvidberg Falkencrone, seniorstrateg i Danske Bank.

Nemmere og billigere

Aktiesparekontoen har ikke kun den fordel, at den er billigere end traditionel investering, mener Finans Danmark.

»Aktiesparekontoen kan fjerne nogle af de barrierer, som afholder mange fra at komme i gang med at investere. Den er ikke bare billigere, men også nemmere at bruge, blandt andet fordi alle indberetninger til SKAT klares af banken,« udtaler Birgitte Søgaard Holm, direktør for Investering & Opsparing i Finans Danmark, i en pressemeddelelse.

Det er imidlertid ikke kun nye investorer, der kan have fordel ved en aktiesparekonto, pointerer strategen i Danske Bank.

Læs også: Trods rekordniveauer satser investorer på flere aktiestigninger

»Aktiesparekonto giver nemlig danskerne mulighed for at investere i aktier til en mere gunstig beskatning end ved normal investering i frie midler. Derfor kan der for de fleste investorer være en skattegevinst at hente ved at udnytte muligheden,« pointerer Jacob Hvidberg Falkencrone.

Ud af de 40.000 danskere havde omkring 20.000 af dem samtidig investeret for mindre end 50.000 kr. året inden.

Finans Danmark mener, at tallene er et udtryk for, at aktiesparekontoen lever op til sit formål om at styrke aktiekulturen i Danmark.

Yngre investorer anskaffer sig aktiesparekonto

Aktiesparekontoen er især populær blandt de yngre investorer. For de 18-29-årige og de 30-39-årige er det henholdsvis 5 og 6 pct. af investorerne, der oprettede en aktiesparekonto i 2019.

For de 70-79-årige investorer gjaldt det kun for 2 pct. og mindre end 1 pct. af de investorer, der havde rundet 80 år, fremgår det.

Det betyder også, at aktiesparekontoen er mest populær hos de aldersgrupper, der investerer mindst. For voksne under 40 år investerer mindre end 15 pct., mens mere end 40 pct. over 70 år investerer ifølge Finans Danmark.

Siden introduktionsåret er der mange flere tusinde danskere, der har oprettet en aktiesparekonto. Alene hos Saxo Bank har over 50.000 danskere sådan en konto, oplyste banken til Euroinvestor i december. Danske Bank har aktuelt lige knap 20.000 kunder med aktiesparekonto mod 6700 i starten af 2020.

På en aktiesparekonto bliver værditilvæksten beskattet med 17 pct., hvilket er en besparelse på 10 procentpoint i forhold til de 27 pct., du ellers typisk skal betale. Loftet for indskud på kontoen ligger aktuelt på 102.300 kr.

Du kan åbne en aktiesparekonto gennem din bank eller handelsplatform. Nordnet har dog endnu ikke lanceret muligheden for en aktiesparekonto, men planlægger at lancere den i andet halvår af 2021.

Læs også: Scor ekstra gevinst på 11.000 kr.: Invester i ETF'er på aktiesparekonto

Læs også: Rød dag venter aktiemarkedet: 'Ramt af bekymring'