Efter aktiehandlen lukkede i går eftermiddags sendte medicoselskabet Ambu endnu en nedjustering afsted til de hårdt prøvede aktionærer.

Helt præcist meddeler Ambu, at væksten i omsætningen i den eksisterende forretning (uden opkøb) vil blive 13 pct. i stedet for oprindeligt 15 pct. Også forventningerne til overskuddet bliver skruet, lyder det fra Ambu.

Ambus aktionærer har i forvejen mistet næsten 70 pct. af markedsværdien i de seneste 12 måneder.

Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet er ikke imponeret.

Læs også: Elon Musk tordner mod populær investeringsform

»Ambu har leveret endnu en nedjustering, og spørgsmålet der begynder at trænge sig på, er efterhånden hvor mange nedjusteringer der går på en topledelse. Nedjusteringen kommer desværre ikke helt uventet,« skriver Per Hansen.

Investeringsøkonomen uddyber, at de mange negative præciseringer og justeringer har tæret på troværdigheden og tilliden til, at Ambu kan levere på sine forudsigelser.

»Analytikernes forventninger til omsætningen i kvartalet var således allerede skruet ned til tæt på det som Ambu har leveret . Også på EBIT (driftsoverskudet, red.) niveau er der kun tale om en mindre afvigelse. Det gode spørgsmål er om analytikernes estimater er tilstrækkeligt opdaterede og om det flugter med investorernes positioner og kortsigtede nervøsitet,« lyder det fra Per Hansen.

Læs også: I shitstorm efter tv-serie - nu jagter selskabet frisk kapital

Læs også: Danske pensionsselskaber sælger ud: Det er ikke der fremtidens afkast ligger