Henter kommentarer

| Opdateret

Amerikansk tech-mastodont i 'ekstremt aktiecomeback'


Et ekstremt aktiecomeback.

Sådan beskriver Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, Meta Platforms-aktiens udvikling. Meta Platforms-aktien steg 20 pct. i eftermarkedet, efter selskabet onsdag aften kom med friske regnskabstal.

»Det er altid næste problem eller næste mulighed, som er i fokus. Det værste er ovre for Meta, og den bevægelse har presset aktien op til det dobbelte på blot på måneder siden bunden i efteråret 2022,« forklarer Per Hansen i en kommentar.

Læs også: Slår konkurrenter af pinden: 'I topform'

»Det er ikke fordi resultaterne er ekstremt gode. 4. kvartal 2022 havde en indtjening, som omtrent halverede i forhold til samme kvartal året før,« tilføjer han.

Der er dog formodentlig tre årsager til, at aktien er blevet fordoblet i løbet af få måneder, vurderer han.

Teknologiaktierne har for det første oplevet et generelt comeback; for det andet var regnskabstallene fra Meta Platforms en anelse bedre end ventet; mens tech-mastodonten for det tredje lader til at have lyttet til aktionærernes bekymringer og holdt igen på omkostningsfronten, lyder det fra investeringsøkonomen.

Læs også: Efter mange problemer: 'Udviklingen går nu i den rigtige retning'

Udviklingen skal ifølge ham ses i lyset af, at 2022 var en katastrofe for det amerikanske teknologiselskab, der står bag sociale medier som Facebook, Instagram og Whatapps. Meta Platforms oplevede en massiv nedtur.

Meta Platforms var udfordret på væksten, ligesom der var en opfattelse af, at platformen var blevet mindre relevant. Topchefen Mark Zuckerbergs løsning var at investere sig ud af udfordringerne ved et enormt sats på metaverse. Det sendte Meta Platforms-aktien ud i en enorm nedtur, der kulminerede i efteråret 2022, forklarer Per Hansen.

Meta Platforms omsætning for 4. kvartal endte på 32,17 mia. dollar, hvor analytikerne havde forventet 31,65 mia. dollar, påpeger Sydbank, der fremhæver, at Meta Platforms også har fremlagt et aktietilbagekøbsprogram på 40 mia. dollar.

Læs også: Techgigant brager op efter solidt regnskab

Læs også: Spår opkøb af C25-selskab: 'Sandsynligheden er meget stor'