Henter kommentarer

Amerikansk valg vil præge markederne i år: Strateg mener du bør holde øje med denne udvikling - og disse aktier


Det amerikanske præsidentvalg til november vil i høj grad komme til at præge finansmarkederne resten af året, men investorerne bør i høj grad holde øje med en anden udvikling. 

Sådan lyder det fra Danske Banks investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen i et interview med Euroinvestor, hvor han også kommer med sit bud på, hvilke områder af markedet, der er mest interessante lige nu: 

»Man skal kigge på det, der betyder noget for dine investeringer - og det er selskabernes indtjeninger,« siger han og tilføjer: 

»Man skal passe på med at blive foranlediget af den overfladestøj, der kommer i sådan en præsidentvalgkamp. Kig på det fundamentale - og det fundamentale tilsiger, at amerikansk økonomi har det godt. Derfor kan man sagtens have aktier - både i USA og Europa.«

Læs også: Chefstrateg advarer om kæmpe nedtur til amerikanske aktier: 'Der er en klar uoverensstemmelse'

Investorerne holder tæt øje med det amerikanske valg, som efter alt at dømme står mellem den tidligere republikanske præsident Donald Trump og den nuværende demokratiske præsident Joe Biden. Vurderingen i markedet er overordnet, at Donald Trumps manglende fokus på den grønne omstilling eksempelvis ikke vil være god for de selskaber, som er eksponeret mod den grønne omstilling. 

I stedet kan han bidrage til udviklingen for de amerikanske aktier, da man blandt andet regner med, at han vil sænke selskabsskatterne og hjemtage produktion fra udlandet. Men Lars Skovgaard Andersen mener ikke nødvendigvis, at det vigtigste for investorerne bliver at positionere sig, efter hvem der bliver præsident. 

»Det betyder meget mere for investorerne, hvilken økonomi en præsident overtager, end hvem der bliver valgt. Trump er nok mindre grøn og mere sort end Biden og omvendt. Men alligevel er olieaktierne steget mere end markedet i Bidens præsidentperiode,« lyder det fra Lars Skovgaard Andersen.

Her henviser han til, at energiaktierne i det toneagivende amerikanske aktieindeks S&P 500 har leveret et afkast på 142 pct., siden Joe Biden blev svoret ind som præsident i 2021. I samme periode har det samlede indeks leveret et afkast på knap 50 pct. ifølge data fra Bloomberg. 

»Så det der med, at man går ind og siger, at det skal være dårligt for de grønne aktier og godt for de sorte aktier, hvis Trump bliver præsident, det er ikke sikkert, at det ender sådan,« lyder det fra Danske Bank-strategen. 

Læs også: Stjerneinvestor løfter sløret: Her er planen for Warren Buffetts mange milliarder, når han dør

Han påpeger dog, at der kan være områder af markedet, som rykker mere end andre. Blandt andet tror han, at en mere amerikansk fokuseret politik, hvor flere selskaber producerer i USA eller nærmarkederne, bliver et tema efter en valgkamp. 

Dog er den overordnede driver for aktiemarkedet i strategens optik, hvordan det går i økonomien. Og den tilsiger, at det er aktier og selskaber med særlige kvaliteter, som investorerne skal kigge efter. 

»Jeg tror stadig, det vil være kvalitet, man fokuserer på det kommende stykke tid. Den økonomi, vi er på vej ind i, er en hvor der bliver strammet op, men som stadig er robust,« siger Lars Skovgaard Andersen og tilføjer: 

»Det er derfor tid til at ligge i selskaber, der har det godt, når der er gang i økonomien. Det kan være cykliske selskaber blandt indenfor råvare- og industrisektoren.«

Med kvalitetsaktier mener Lars Skovgaard at investorerne bør kigge efter selskaber med lav gæld og stærke cashflows. Du kan læse mere om sektorer på aktiemarkedet her