Henter kommentarer

Analytiker om slagtet aktie: Mørke skyer hænger over den


Den kommende kapitaludvidelse vil hænge som en mørk sky over en af de store, populære danske aktier.

Det vurderer Sydbanks aktieanalytiker, Søren Løntoft Hansen i et analysenotat om høreapparatsaktien GN Store Nord.

Han har en hold-anbefaling på GN Store Nord-aktien. Det understreger han i kølvandet på, at GN onsdag aften har meddelt, at C25-selskabet har kastet sig ud i en pengejagt på grund af dets store gæld. Netop gælden stikker i øjnene, vurderer man hos Sydbank.

Læs også: 3 drømmeaktier: 'En holdbar pengemaskine'

»Vi anser fortsat ikke GN Store Nord-aktien på nuværende kursniveau som dyr, men annonceringen af kapitaludvidelsen vil i vores optik hænge som en mørk sky over GN Store Nord-aktien den kommende tid og gør ikke aktien attraktiv på den korte bane,« forklarer Søren Løntoft Hansen.

GN vil rejse kapital ved at udstede nye aktier for 7 mia. kr.  Investorer, som ikke deltager i kapitaludvidelsen, får mindsket deres ejerandel i selskabet, og selskabets værdier og fremtidige indtægter bliver spredt ud på flere hænder.

GN Store Nords gæld bunder i købet af gaming-selskabet Steelseries på 8 mia. kr. Du kan læse mere om kapitalrejsningen i 'Investorer om C25-akties kapitaludvidelse: 'Den er hård'

Læs også: GN-analytiker: Det her imponerer og det her skuffer

Læs også: GN-aktien i kursmassakre – det kan forklare det