Analytikerne havde i mange tilfælde et godt øje til kryptorelaterede aktier, da 2022 gik i gang.
I mellemtiden er de digitale valutaer faldet kraftigt tilbage, efter at tiden med gratis penge og høj risikovillighed er afsluttet med en perlerække af renteforhøjelser i USA, hvilket har fået investorerne til at sælge ud.
Læg til det et spektakulært kollaps af kryptobørsen FTX for et par uger siden og de næsten tilsvarende likviditetsvanskeligheder hos kryptomægleren Genesis lige nu.
Læs også: Han vil leve af udbytte: Disse aktier overvejer han
Derfor ser de kursmål, som aktieanalytikerne i starten af 2022 satte på deres portefølje af kryptoselskaber, i dag ud til at være helt ude i skoven.
Således vil det kræve en stigning i snit på næsten 1400 pct. i årets sidste uger, hvis de ti kryptoaktier, som Bloomberg News har fundet med mindst tre kursmål i starten af januar 2022, skulle nå de bud, eksperterne dengang lagde frem for kunderne.
Det tog i sin tid Amazon otte år, fra 2013 til 2021, at levere et tilsvarende afkast.
Kryptobørsen Coinbase er nok den mest kendte af de ti aktier, og den skal stige omkring otte gange fra det nuværende niveau for at nå kursmålene, mens Stronghold Digital Mining, der med algoritmeberegnende servere producerer digital valuta, skal stige 58 gange for at nå målene, skriver Bloomberg News.
Den mest kendte og udbredte digitale valuta er Bitcoin, som er faldet med 65 pct. i år til omkring 16.000 dollar.
Læs også: Advarer mod udviklingen - det varer ikke ved
Læs også: Meta afviser rygter om Zuckerbergs afgang næste år
.\˙ MarketWire