Henter kommentarer

Bankindlånet bugner: Så mange penge har danskerne


1.023 mia. kr. Eller med andre ord mere end 1 billion kr.

Så mange penge havde danskerne stående på deres almindelige bankkonti ved udgangen af september, viser dugfriske tal fra Nationalbanken.

Det er et fald på 4 mia. kr. i forhold til august, og dermed er bankindlånet i den forgangne måned tilbage på niveauet inden udbetalingen af anden omgang af de indefrosne feriepenge og overskydende skat tilbage i april.

Niveauet er dog stadig højt, lyder det i en kommentar fra Lisette Rosenbeck Christensen, der er økonom i Arbejdernes Landsbank. Sammenlignet med samme periode sidste år, er bankindlånet steget med lige godt 24 mia. kr.

Fremgangen på danskernes konti skyldes blandt andet udbetaling af indefrosne feriepenge samt færre muligheder for at forbruge, men også boligprisernes himmelflugt spiller ind.

»De danske husholdninger er kommet stærkt ud af Coronakrisen og har fortsat mere end 1 billion kr. stående på bankkontiene. Baggrunden har flere facetter og skyldes blandt andet udbetaling af de to runder indefrosne feriepenge, begrænsede forbrugsmuligheder under krisen, rekordmange i arbejde, og at husholdningerne generelt oplever, at lønningsposen bliver større. Hertil er boligpriserne også steget betragteligt, hvilket også har en ikke uvæsentlig betydning,« skriver Lisette Rosenbeck Christensen.

Med de nye tal fremstår danskerne da også velpolstret, selvom forbruget er steget på den anden side af coronanedlukningerne.

»Med dagens tal fremstår de danske forbrugere fortsat velpolstrede trods en allerede kraftig stigning i forbruget. Det understøtter vores forventning om et fortsat højt privatforbrug i resten af året og den helt store vækstmotor i dansk økonomi. Vi ser dog en mere flad udvikling i privatforbruget i 2022, omend på et højt niveau,« lyder det fra økonomen.

Fremover venter banken, at bankindlånet fortsat vil stige, men i et lavere tempo end under krisen.

Læs også: Aktiechef om Teslas vilde kursridt: »Vi har lavet en fejlvurdering«

Læs også: Kryptoinvestor: 5 gode råd til alle som ønsker at investere i kryptomarkedet