Bavarian Nordic har mandag indgået "flere leveringskontrakter" med "unavngivne lande" om levering af sin koppevaccine efter udbruddet af abekopper, og på den baggrund opjusterer biotek- og vaccineselskabet sine forventninger for anden gang på under en uge.
Det fremgår af en meddelelse til Nasdaq-børsen.
»Vilkårene i aftalerne er ikke nærmere oplyst, men samlet vil ordrerne have en positiv indvirkning på selskabets forventninger til det økonomiske resultat for 2022,« skriver Bavarian Nordic, som påbegynder leverancerne "øjeblikkeligt".
Bavarian Nordic regner nu med en omsætning i 2022 på 1400-1600 mio. kr. mod førhen 1300-1500 mio. kr., mens forventningen til underskuddet på driften, EBITDA, mindskes til minus 900-1100 mio. kr. sammenlignet med tidligere negative 1000-1200 mio. kr.
Læs også: EU rykker tættere på stop for russisk olie
- Forventningerne afspejler de betydelige investeringer i forskning og udvikling, der er planlagt i 2022 for at avancere selskabets to førende produktkandidater: En vaccine mod respiratorisk syncytialvirus (RSV) og en boostervaccine mod Covid-19 i fase 3-kliniske forsøg, hedder det.
Spørgsmålet er dog, om mandag aftens opjustering bliver den sidste, for koncernen oplyser, at den fortsat er i forhandlinger med øvrige regeringer.
- Bavarian Nordic er i øjeblikket i dialog med flere andre regeringer om levering af vaccinen til beredskabet i forbindelse med det aktuelle udbrud af abekopper, samt for at undersøge mulighederne for et længerevarende samarbejde om at opbygge lagre til det fremtidige beredskab.
Buddet på likviditetsbeholdningen ved udgangen af december 2022 løftes mandag også til 1200-1300 mio. kr. fra 1100-1200 mio. kr.
Læs også: Benzinprisen hamrer op: Så dyrt er det
Bavarian Nordics koppevaccine er godkendt til behandling abekopper af sundhedsmyndighederne i både USA og Canada, og ifølge selskabets oplysninger er det den eneste vaccine, som har opnået myndighedsgodkendelse til behandling af abekopper noget sted i verden.
Så sent som onsdag i sidste uge opjusterede Kvistgård-virksomheden også på baggrund af en ny vaccinekontrakt. Da blev salgsforventningerne sat op med 100-200 mio. kr., mens buddet på driftstabet blev præciseret nedad med 100 mio. kr. i den høje ende af intervallet, og prognosen for beholdningen af likvider blev sideløbende sat op med 100 mio. kr. i den lave ende af forventningsintervallet.
Forrige uge indgik Bavarian Nordic ligeledes en vaccinekontrakt, men den var "indeholdt" i de dengang gældende forventninger.
Læs også: Bavarian Nordic-analytiker forudser nye ordre: Det er ikke indregnet
Læs også: Professionel investor ser kæmpe potentiale i norsk aktie
.\˙ MarketWire