Der er grund til at tro, at flere lande vil opbygge lagre med Bavarian Nordics vaccine mod abekopper.
Det vurderer Sydbanks Søren Løntoft Hansen i et analysenotat, efter den danske vaccineproducent tirsdag eftermiddag gav en status på leverancerne af vacciner til markedet. Allerede tirsdag morgen kunne Bavarian Nordic oplyse, at selskabet havde indgået en femårig kontrakt til en værdi af cirka 56 mio. dollar med den canadiske regering om levering af abekoppevaccinen.
Læs også: Bavarian-analytiker: Her er selskabets tre guldhåb
Søren Løntoft Hansen hæfter sig ved, at Bavarian Nordic på investorpræsentationen tirsdag eftermiddag gentog, at vaccineselskabet er i dialog med flere regeringer om levering af »vaccinen til beredskabet i forbindelse med det igangværende udbrud af abekopper, ligesom mulighederne for et længerevarende samarbejde om at opbygge lagre til det fremtidige beredskab bliver undersøgt.«
»Bavarian forventer på den baggrund offentliggørelsen af flere kontrakter den kommende tid,« bemærker Søren Løntoft Hansen.
Læs også: Bavarian-topchef: 'Koppeudbrud er en lektion til regeringer'
Investorer kan ifølge ham derfor forvente, at der kommer yderligere opjusteringer af 2022-prognosen. Han gentager i samme ombæring, at han har en køb-anbefaling på Bavarian Nordic-aktien.
»Vi ser ikke alene muligheden for etableringen af et nødberedskab i forbindelse med den nuværende udbrud, men også etableringen af lagre med henblik på fremtidige udbrud og et rejsevaccinemarked i forbindelse med rejser til Vest- og Centralafrika. Kontrakten med den canadiske regering er i vores optik et eksempel på etableringen af et større og længerevarende beredskab,« skriver han i analysenotatet.
Læs også: Bavarian-direktør forventer at lukke flere aftaler: 'Interessen har været overvældende'
Bavarian Nordic er kommet i fokus, efter der er identificeret smitte med abekopper flere steder i verden. Bavarian Nordic er nemlig det eneste selskab, der har en FDA-godkendt vaccine.
Det danske vaccineselskab har i den forbindelse meddelt, at man har indgået flere kontrakter med forskellige regeringer de seneste uger, hvilket allerede har ført til, at Bavarian Nordic to gange har opjusteret dets 2022-prognose.
Det fremgår af Sydbanks hjemmeside, at banken har en købsanbefaling på Bavarian Nordic-aktien.

