Henter kommentarer

| Opdateret

Bioporto-finansdirektør trækker sig


Det lille danske biotekselskab BioPorto skal på jagt efter en ny finansdirektør.

Selskabets afgående finansdirektør Ole Larsen har valgt at følge andre muligheder uden for selskabet, oplyser BioPorto i en meddelelse mandag.

»Det er med ærgrelse, at vi har modtaget Oles opsigelse. Han har virkelig været et vigtigt aktiv for BioPorto. I løbet af hans tre år har han etableret en stærk finansiel organisation med et fokus på at brede kendskabet ud blandt investorer og øge dialogen, hvilket har været vigtig i opbygningen af vores fundamentale strategi. Jeg er taknemmelig for bidraget og ønsker ham al mulig held og lykke fremover,« oplyser BioPorto-direktør Peter Mørch Eriksen i en kommentar til jobskiftet.

Ole Larsen forlader BioPorto i slutningen af maj 2021. Han står dog til rådighed over for selskabet indtil slutningen af oktober 2021. BioPorto går straks på jagt efter en afløser, oplyser biotekselskabet.

Læs også: Bioporto venter igen stigende salg efter vanskeligt 2020

»Hvis vi skal se efter en ny type, så bliver det nok en med en masse amerikansk erfaring,« uddyber Peter Mørch Eriksen over for Euroinvestor. Han understreger, at han har været virkelig glad for samarbejdet med Ole Larsen.

Udmeldingen ændrer ikke på BioPortos finansielle guidance for 2021, som blev præsenteret i årsrapporten 2020.

»Det her ændrer ikke noget, andet end at jeg skal ud og finde en ny CFO. Det ændrer jo ikke noget ved, at Ole og jeg sidste år skaffede kapital til midt 2022 og derfor ændrer det ikke noget på guidance for indevæende år,« udtaler Peter Mørch Eriksen til Euroinvestor.

Læs også: BioPorto-topchef om friske tal: 'Det er det mest spændende'

Læs også: BioPorto-topchef: 'Der er et kæmpe potentiale i det her'