Det danske biotekselskab BioPorto vil udstede nye aktier for 20 mio. dollar for at fuldføre deres nye strategi.
Det kan man læse i en fondsbørsmeddelelse fra selskabet, hvor de præsenterer foreløbige tal for 2023 og deres strategi for 2024-2026.
Her fremgår det, at BioPorto planlægger at øge driftsomkostningerne i forbindelse med salg og markedsføring frem til 2026 - især i forbindelse med at søge om godkendelse hos de amerikanske sundhedsmyndigheder for deres produkt, ProNephro AKI til voksenbrug i USA.
I december fik BioPorto godkendt Pronephro AKI til børn og unge af de amerikanske sundhedsmyndigheder.
Pronephro AKI er en test, der skal påvise akut nyreskade hos patienter. Testen har været flere år undervejs, da den flere gange er blevet underkendt af sundhedsmyndighederne i USA.
»Det akkumulerede justerede EBITDA-tab for perioden er estimeret til cirka 20-25 mio. dollar, som BioPorto vil søge at finansiere med eksisterende likvide midler og ved udstedelse af nye aktier på cirka 20 mio. dollar på NASDAQ Nordics i 2024 og 2025 for at gøre det muligt for virksomheden at opfylde det fulde vækst- og værdiskabelsespotentiale, som dets teknologi giver,« skriver Bioporto i regnskabet.
Bestyrelsen er lige nu i gang med at undersøge mulighederne for at igangsætte den første udstedelse af de nye aktier i andet kvartal af 2024, fremgår det.
Hvis man dykker ned i nøgletallene fra BioPorto, så har de i 2023 haft en omsætning på 31 mio. kr. og et justeret driftsunderskud målt på EBITDA på 56 mio. kr.
Derudover skriver BioPorto, at de frem mod 2026 venter, at omsætningen fra ProNephro AKI til børn og unge vil være den stærkeste drivkraft for omsætningsvæksten for virksomheden.
Tilbage i starten af januar stoppede Bioportos daværende administrerende direktør Anthony Pare med øjeblikkelig virkning. I stedet overtog bestyrelsesmedlem i selskabet Peter Mørch Eriksen pladsen som midlertidig topchef. Det kan du læse mere om her.
Millionærklubben byder d. 21 marts indenfor til Millionærklubben Eksklusiv. Der er kunstig intelligens på programmet, hvor eksperterne dykker ned i hvilke muligheder og risici, der ligger i de nye teknologier, for meget af AI-debatten er præget af ‘hype’, og hvor meget af reel udvikling? Det debatterer Millionærklubbens faste vært Bodil Johanne Gantzel med Bent Dalager, partner og Nordic Head of New Tech hos KPMG, Michael Friis Jørgensen, aktiechef hos HC Andersen Capital og porteføljeforvalter i Millionærklubben samt Anders Bæk, civilingeniør og porteføljeforvalter i Millionærklubben. Køb dine billetter her: https://www.euroinvestor.dk/nyheder/kommende-arrangementer
Læs også: Rekordresultat for lille dansk bank: Bedste siden børsnoteringen
Læs også: Dansk servicekæmpe forkæler aktionærerne: Klar med udbytte og aktietilbagekøb

