Henter kommentarer

Bitcoin nærmer sig rekord: Derfor sker det


Det går over stok og sten i den mest udbredte kryptovaluta bitcoin.

Opturen er så stærk, at den snart kan ramme en anden stor kryptovaluta. Nemlig ethereum.

Det mener i hvert fald Karina Rothoff Brix, der er landechef i Nordens største kryptobørs Firi.

Læs også: Tre gode råd: Sådan kan du optimere din privatøkonomi - med de penge du allerede har

Alene den seneste uge er bitcoin steget med 22 pct., og dermed er den største kryptovaluta kun et par skridt fra at nå sin rekord, som blev sat for mere end to år siden, og som siden blev meget fjern.

Når Karina Rothoff Brix mener, at også ethereum kan stå overfor en heftig optur, så bunder det i, at nogle af de kræfter, som i øjeblikket sender bitcoin op, ser ud til at brede sig til ethereum.

Bitcoin har haft fart over feltet, siden de amerikanske børsmyndigheder i årets spæde start godkendte en lang række bitcoin ETF'er. Det er børshandlede fonde, som gør, at investorer lettere kan købe kryptovaluta uden at skulle have en digital wallet.

Siden starten af året er mere end 6.730 millioner dollar sat ind i fondene, påpeger landechefen.

»Derudover er flere af bitcoin ETF'erne nu på toplisten over de mest handlede ETF'er i USA. Her kan man tale om en start som overgår alle forventninger,« mener Karina Rothoff Brix.

Den store interesse for bitcoins har været med til at presse prisen op, og landechefen peger på, at der allerede nu er store spillere på markedet, som begynder at købe op i ethereum, hvilket er den næststørste kryptovaluta.

Mener du, at ethereum kan stå overfor samme optur, som vi er vidne til i bitcoin lige nu?

»Ja, det er bestemt en mulighed. Både fordi ethereum-netværket inden længe står overfor en stor opgradering kaldet dencun, som forbedrer dele af netværket. Men også fordi der allerede nu er tale om at få godkendt ethereum spot-ETF’er i USA,« svarer Karina Rothoff Brix.

Hvor bitcoin flirter med sit højeste nogensinde, så ligger ethereum stadig et stykke, nemlig 40 pct., under sit højeste niveau. 

Læs også: Dansk medicinalselskab brager op

Begge kryptovalutaer er dog steget mere end 50 pct. siden årsskiftet. Karina Rothoff Brix betoner, at de fleste digitale valutaer som regel stiger, når der kommer flere midler ind i markedet som helhed.

Selvom det er svært at spå om kursudviklingen for bitcoin på den lange bane, så peger landechefen på, at der kan ligge et potentiale opad, fordi det indtil videre kun er store investorer, der har købt ind i bitcoin ETF'erne.

Samtidig står bitcoin overfor en halvering i april, hvilket finder sted hvert fjerde år. Bitcoin skabes ved at de mines ud ved brug af enorme mængder computerkraft, og om to måneder kan der kun mines halvt så mange bitcoins, som tilfældet er nu.

»I praksis betyder det, at udbuddet af bitcoins, der kan komme i cirkulation, igen bliver mindre. Ergo hvis efterspørgslen bliver ved med at stige, og der er færre bitcoins på markedet, så vil prisen på bitcoin stige,« forklarer landechefen.

Bitcoins to år gamle kursrekord lyder på 67.620 dollar ifølge Coindesk. Den digitale mønt koster i skrivende stund 62.946 dollar. 

Faktisk har bitcoin allerede sat kursrekord i danske kroner. Det skyldes, at kronen er styrket overfor dollaren, siden rekorden blev sat. På Firis hjemmeside koster en bitcoin 430.953 kr.

Karina Rothoff Brix peger på, at prisstigningen i bitcoins også skyldes såkaldt short squeeze. Det vil sige, at investorer, som tidligere har shortet bitcoin og satset på kursfald, nu har kapituleret og køber op. 

Det skifte presser prisen på bitcoins yderligere op.

Læs også: Cheføkonom kalder dem de vigtigste nøgletal lige nu: 'Investorerne vil være på stikkerne'

Læs også: Dansk aktie stiger op mod 200 pct. – aktiechef fremhæver det, der sker under overfladen

Millionærklubben byder d. 21 marts indenfor til Millionærklubben Eksklusiv. Der er kunstig intelligens på programmet, hvor eksperterne dykker ned i hvilke muligheder og risici, der ligger i de nye teknologier, for meget af AI-debatten er præget af ‘hype’, og hvor meget af reel udvikling? Det debatterer Millionærklubbens faste vært Bodil Johanne Gantzel med Bent Dalager, partner og Nordic Head of New Tech hos KPMG, Michael Friis Jørgensen, aktiechef hos HC Andersen Capital og porteføljeforvalter i Millionærklubben samt Anders Bæk, civilingeniør og porteføljeforvalter i Millionærklubben. Køb dine billetter her: https://www.euroinvestor.dk/nyheder/kommende-arrangementer