Henter kommentarer

Cheføkonom kalder dem de vigtigste nøgletal lige nu: 'Investorerne vil være på stikkerne'


Torsdag eftermiddag lander der nye tal fra USA, som kan give anledning til bevægelser i markederne.

Det vurderer cheføkonom i Sydbank, Søren Kristensen. Klokken 14:30 dansk tid løftes sløret nemlig for PCE-inflationstallene for januar i USA, og det har ekstra stor betydning lige nu, forklarer cheføkonomen.

»Inflationstallene fra USA er nogle af de vigtigste nøgletal især i øjeblikket, hvor vi venter på et grønt lys til at justere ned for pengepolitikken igen,« siger Søren Kristensen til Euroinvestor.

Et andet tal, som landede for et par uger siden, gør dagens store begivenhed endnu mere nervepirrende, vurderer cheføkonomen.

»Det er ekstra spændende i dag, fordi det seneste CPI-inflationstal, viste et bredt funderet underliggende inflationspres. Om det bliver bekræftet i PCE-tallet, vil man holde øje med.«

Læs også: 

CPI står for consumer price index, og tallet indikerer hvor meget de amerikanske husholdninger bruger. Tallet tager derfor ikke højde for medicin, som ofte dækkes gennem forsikringer. Det er en af årsagerne til, at den amerikanske centralbank, Fed, foretrækker PCE-tallet. 

Og netop dagens PCE-tal kan derfor også få betydning for markedet torsdag eftermiddag, påpeger Søren Kristensen.

»Vi fik faktisk nogle ret kraftige markedsreaktioner på CPI-tallene, og derfor er det interessant, om det er en tendens, som vi får bekræftet i PCE-tallene. Derfor vil investorerne være på stikkerne i dag, det er jeg helt overbevist om.«

Læs også: 

Investorerne har haft et vågent øje på inflationstallene siden forbrugerpriserne fløj mod himlen for to år siden. Det fik nemlig centralbankerne til at hæve renterne, hvilket var upopulært på aktiemarkedet. Derfor kan et lavt tal skabe håb, mens et højt tal kan skabe bekymring på aktiemarkedet.

»Hvis tallene viser et overraskende stort inflationspres i dag, så kommer markedet til at udsætte forventningerne til en rentenedsættelse. Det vil også sende markedsrenterne op, og måske sætte dele af aktiemarkedet i en svær situation,« siger Søren Kristensen.

Markedsrenter styres ikke af centralbanker, men derimod af markedernes forventninger til centralbankerne. Den mest toneangivende markedsrente er den tiårige amerikanske statsobligation.

Hvis PCE-tallene viser lavere inflation end forventet, kan det dog også have den modsatte effekt ifølge cheføkonomen.

»Så kan forventningerne til første rentenedsættelse måske rykke en smule, men jeg tror, at de nøgletal, vi ellers har fået, har været så stærke, at selv med en stor overraskelse kommer marts ikke i spil,« siger Søren Kristensen.

Læs også: 

Tallene, som økonomen henviser til, er de amerikanske jobtal, som gang på gang er landet over forventningerne, hvilket har øget frygten for, at inflationen kan blive besværlig at få ned.

Selvom cheføkonomen ikke tror, at der kan ske noget i marts, vurderer han, at et lavt inflationstal måske kan sætte maj i spil som måneden, hvor rentenedsættelsen kommer, selvom markedet finder det usandsynligt lige nu. 

Det er heller ikke det scenarie, som cheføkonomen primært arbejder med. Sydbank forventer, at den første rentenedsættelse lander på et tidspunkt i løbet af sommeren.

Når man kigger på finanstjenesten CMEs FedWatch Tool, der vurderer markedets forventninger på baggrund af futureshandlen, ser markedet 97,5 pct. sandsynlighed for at renten holdes i ro ved marts-mødet, mens der indregnes 81,4 pct. sandsynlighed for det samme i maj.

Markedet forventer i øjeblikket, at den første rentenedsættelse lander i juni ifølge FedWatch.

Læs også: 

Læs også: