Det danske boligmarked har sat en noget kedelig rekord i april, hvor antallet af boliger, der blev fjernet fra ejendomsmæglernes hylder, var det laveste for en april måned i ni år.
Tal fra Finans Danmark viser, at der blev solgt 4.250 huse og 1.448 ejerlejligheder i den forgangne måned. Det er hhv. 28,2 pct. og 22 pct. færre end samme måned sidste år.
Og man skal således skrue tiden tilbage til 2013 for at ramme en anden april måned, hvor så få boliger har skiftet hænder.
Det store fald skal ses i lyset af, at der sidste år blev taget ekstra mange huse og ejerlejligheder af markedet. Men der er flere grunde til, at boligmarkedet netop nu sætter bundrekord, mener Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og Ejendomsfinansiering i Finans Danmark:
»De stigende bolig- og energipriser i kombination med de stigende renter på boliglån er højst sandsynligt medvirkende til, at færre køber ny bolig. Renterne på realkreditlån er steget forholdsvis meget på kort tid, og det gør det dyrere at eje en bolig. Det kan skabe en vis usikkerhed for boligkøberne, som derfor vælger at holde igen med at købe,« forklarer Peter Jayaswal.
Zoomes der ind på Danmarkskortet, er udviklingen gældende for stort set hele landet. Ud af landets 11 landsdele, er det kun Bornholm, der går fri af færre nedtagne huse. De største fald findes i København by og Nordsjælland med hhv. 39,4 pct. og 37,0 pct. færre nedtagne huse.
Kigger vi på ejerlejligheder, oplever Aalborg Kommune det største fald med 47,0 pct. Men også Frederiksberg og Københavns Kommune følger med hhv. 29,4 pct. og 27,6 pct.
Læs også: Priser på luksusure skyder til vejrs: 'Det er aldrig set før'

Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner