Verdens genmem tiden vel nok bedste investor, Warren Buffett, er ydmygheden selv. Det gælder også, når kommer det til de bommerter, der nu engang følger med, når man som ham har investeret på aktiemarkedet i en menneskealder.

I det årlige brev til aktionærerne i hans investeringsselskab Berkshire Hathaway skriver han brødebetynget om en af de største fejl han nogensinde har begået.

Historien starter i 2016, hvor Warren Buffett overtager virksomheden Precision Castparts, der producerer de særlige legeringer af metaller, der anvendes i blandt andet jetmotorer. Selskabet vækker næppe genklang hos de fleste danskere, men der var tale om den største enkeltstående overtagelse af en virksomhed i Berkshire Hathaways historie.

I alt betalte Buffett 37,2 mia. dollar for Precision Castparts svarende til knap 230 mia. kr. til dagens dollarkurs.

I nyhedsbrevet kommenterer Buffett på opkøbet, da Berkshire Hathaway må foretage en større nedskrivning af aktivernes værdi på i alt 11 mia. dollar. Langt størstedelen stammer fra netop Precision Castparts. Buffett skamroser topchefen Mark Donegan og fastholder, at han fik ret i, at selskabet drives godt ... Men:

»Jeg tog dog fejl ved at bedømme den gennemsnitlige størrelse af den fremtidige indtjening og følgelig tog jeg fejl i min beregning af den rigtige pris vi skulle betale for virksomheden,« skriver Buffett og fortsætter:

»Precision Castparts er langt fra min første fejl af den slags. Men det er en stor fejl;« skriver Buffett.

Hvad den legendariske investor næppe ved, at er en del af aktierne blev købt af den danske investeringsforening Maj Invest Value, hvor aktiechef Kurt Kara og hans team i et halvt års tid inden købstilbuddet landede havde købt kraftigt op i Precision Castparts.

»Købstilbuddet var med en præmie på 25 pct. og Buffett købte aktierne til kurs 235 dollar pr. stykket. Jeg mener der var aktier for omkring 350 til 400 mio. kr. Og vi var egentlig ikke glade dengang det lykkedes ham at overtage selskabet. Han fik dem billigt,« siger Kurt Kara.

Med en godkendelse til deres produkter fra FAA - de amerikanske luftfartsmyndigheder - har Precision Castparts en helt unik beskyttelse af forretningsmodellen. Det er præcis i det sweet spot, at Warren Buffett, og Kurt Kara for den sags skyld, ønsker at investere. Så er timingen kun et spørgsmål om, hvornår prisen er rigtig.

»Nogle gange skal man vente i årevis på, at de stærke selskaber kan købes til den rigtige pris. Jeg har fulgt Precision Castparts i mere end fem år inden vi købte, derfor var det lidt antiklimatisk, da Warren Buffett snuppede dem efter så kort tids ejerskab i vores portefølje,« siger Kurt Kara.

Læs også: Lau Svenssen: Tilbage til virkeligheden – men det bliver en Ny Normal

Læs også: Warren Buffett’s gang rundt om den varme grød: En klog tier i en ond tid