Mangel på klare vurderinger og udsagn om tidens centrale emner i Warren Buffett’s nyeste statements har givet anledning til en række reaktioner.
Buffett har med god grund vundet respekt og anerkendelse for sin livslange indsats (han er født i 1930) og for sine normalt meget stringente udsagn om vigtige forhold i det amerikanske samfund. Det er næsten befriende at høre hans meninger, som ikke er formet ud fra de sædvanlige hensyn til tidens magtelite eller den herskende consensus med ”rigtige meninger”, der ofte er udtryk for populisme, økonomisk afhængighed og rygklapperi.
Der er nok at bekymre sig om efter Corona-nedlukningen i 2020 og en række socioøkonomiske forhold som udvikler sig faretruende. Hypotesen om menneskeskabt global opvarmning må finde sig i en pause.
Økonomien ville være endt i et voldsomt dyk, hvis der ikke var blevet åbnet på vidt gab for statsfinanserne. USA stod som et af de mest truede lande men klarede sig med kun 4 % i BNP-fald. Til gengæld eksploderede statsunderskuddet til så vidt vides 18-20 pct. af BNP. Det er uhørt i fredstid. Amerikanerne indførte nærmest en form for minimal-borgerløn med en check til næsten alle, og en ny omgang giv-penge-til-os-selv er på vej i år. De enorme udbetalinger dækkes ikke med skatter og regningerne skubbes ud i fremtiden i form af et stort ryk opad i statsgælden. I stedet hjælper centralbanken venligt ved at overtage en stor del af udbuddet for at forhindre/udskyde rentestigninger. EU er i 2020 blevet ramt af en lidt større nedgang i BNP (5-6 pct.), men værst er det gået ud over UK, som er groggy (minus 9-10 pct.).
Masser af bekymringer - men selskaberne klarer sig
En række forhold spidser til, men hvem vil høre om det? Corona som sygdom er alvorlig, men de gennemførte nedlukninger har sandsynligvis påført langt større skadevirkning på vores helbred, livskvalitet og økonomi. Om det også gælder for antallet af tabte leveår kan først vurderes senere. Men hvem overvejer overhovedet det spørgsmål, eller ønsker nogen at høre op det? I hvert fald vil man undgå det blandt den herskende politisk-administrative elite i Vestlandene. De har en ensartet akademisk-teoretisk tankegang og personmæssig sammensætning. De kan jo miste magten, hvis fadæsen afdækkes. I stedet venter man på, at vaccinerne er et mirakel eller bare et skalkeskjul, så samfundet kan åbnes igen - og den politisk bestemte hårknude trylles bort. Corona gør man dog klogest i slet ikke at omtale.
Warren Buffett adresserer faktisk tidens vigtigste parameter for erhvervsliv og investorer samt på længere sigt staten som låntager og dermed hele befolkningen, nemlig det ekstremt lave renteniveau. Han påpeger (advarer?), at udsigten nu peger opad og perspektivet fremover for placeringer i rentebærende papirer er meget mørk. Det burde vel ikke overraske nogen. Men hvem vil høre på det? Det er jo fra denne energikilde boom’et i aktiekurserne og boligpriserne får sin afgørende styrke.
Selskaberne i hans Berkshire Hathaway gruppe klarer sig generelt godt. Der investeres langsigtet i at videreudvikle potentialet med respekt for de rammer hvert enkelt firma er vokset op fra. På det punkt ligner udviklingen det meste af Big Business. Nedlukningerne i 2020 har ikke ramt de store virksomheder så hårdt som små byerhverv inden for service og handel.
I Warren Buffett’s virkefelt har der dog også været negative påvirkninger, eksempelvis flyaktier. Han havde engageret sig her trods tidligere kraftig afstandtagen til branchen pga. følsomheden med krav om dag-til-dag-service for ikke at miste indtjeningen. Samtidig er branchen kendetegnet af prestige og lav rentabilitet vurderet over en årrække. Så den gik alligevel ikke, Granberg. Placeringer i amerikanske banker har også oplevet skuffelser. Sejlene er blevet rebet, og i stedet er der startet på opkøb af aktier i olie (Chevron) og teleservice (Verizon).
Hvis man som Berkshire Hathaway er sluppet pænt igennem et turbulent og faktisk farligt år, er der vel grund til at være tilfreds. Så langt, så godt.
Læs også: Dansk kapitalforvalter om brevet fra Warren Buffet: Tavsheden er larmende
De store forhold i verden
På det punkt er der ingen markante udmeldinger ud over advarslen om renteforholdene og en tilfreds konstatering af USA’s styrke inden for forretningsudvikling og teknologi. Jeg formoder, at Warren Buffett bevidst har valgt at holde lav profil om striben af store emner i tiden som følge af dyb bekymring angående USA’s situation som samfund og et bredt rum for udfaldsmulighederne i de kommende år. Alt kan ske i vore dage, hvor stemningen skifter og selv præsidenter lader sig påvirke af TV, tweets og internet snik-snak.
En klog tier i en ond tid. Talemåden stammer angiveligt fra Amos bog 5,13: ”Derfor tier den kloge i denne tid, for det er en ond tid”. Tidspunktet er rundt år 750 før vor tidsregning.
For Warren Buffett må der også være et hensyn til koncernens selskaber og de store passive aktieplaceringer. I den nuværende kunstig-gunstig situation er det ikke tid til at lufte bekymringer men at berolige. Don't fix it, if it is not broken.
Mine egne dybe bekymringer
I stedet kan jeg afslutningsvis berøre de overordnede ting, som jeg selv bekymrer mig for. Om Warren Buffett mener det samme, ved jeg ikke, men det er jo trods alt den samme verden vi taler om.
I de vestlige lande er selve samfundsmodellens holdbarhed og evne til at fungere med rimelig effekt slidt ned. Isen er tynd under vore samfunds (overpolitiserede og teoretisk lovbaserede) systemer, og her spiller tidspunktet en afgørende rolle. Hvis man ikke allerede kunne indse truslen, må det vel være blevet lysende klart efter balladeoptøjerne med stormløbet på Kongressen i januar. Akkurat det samme gælder i Europa. Vi har blot mindre sociale spændinger og større ensartethed i kraft af mindre og mere homogene nationer med større lighed. Voldsparathed er uforudsigelig.
De store udfordringer består i et sammensurium af: monopolkapitalisme, digitalisering, lovbaseret fremmedgørelse, overdimensionerede statsapparater, nedbrud i det indirekte demokrati via partier, befolkninger som døses hen i tom tiltro til deres demokratiske indflydelse.
Det gennemgående træk i vores tid er ideen om et samfund med en superstat (politisk styret), som kan løse ethvert problem. Så kan vi alle opføre os som nydelsessyge, ansvarsløse børn uden krav om konsistente meninger og derfor en naiv forestilling om adgang til uendelige økonomiske ressourcer via den dybe stat.
Men hvem vil høre om, at det vist er en infantil postmodernistisk drøm?
Læs også: Kommentar: Bliver aktieboblen lige så længe om at dø som obligationsboblen?
Læs også: Kommentar: Har renten påbegyndt en rigtig optur, eller er udviklingen ufarlig?
