Henter kommentarer

| Opdateret

GN-aktien ramt af pludselige stigninger – udviklingen vækker opsigt


Det vækker opsigt, at verdens største investeringsfond igen er blevet storaktionær i et dansk selskab.

»Det er et besynderligt spil, der kører her,« lyder det fra Artha Kapitalforvaltning.

Ordene kommer fra Lars Hytting, der er chef for aktiehandlen hos den danske milliardforvalter. Det er en reaktion på, at Norges Bank – også kendt som den norske oliefond – igen sidder på mere end fem procent af aktierne i den danske høreapparatgigant GN Store Nord.

Læs også: Professionel investor: 3 billige value-aktier til 2023

Lars Hytting har løbende fulgt udviklingen i høreapparatselskabet GN Store Nord, for GN-aktien er i forvalterens portefølje.

Han hæfter sig ved, at oliefonden er investeret i næsten 9100 selskaber, men kun er storaktionær i 41 af dem. I slutningen af november blev verdens størsteinvesteringsfond dog kortvarigt storaktionær i GN.

Men hvorfor var verdens største investeringsfond pludselig storaktionær i en udbombet dansk aktie? Og var det et uheld? Spørgsmålene forstummede, da GN Store Nord få dage efter meddelte, at den norske oliefond ikke længere var storaktionær. Indtil onsdag.

Læs også: Dyster udmelding: Forbered dig på kursfald og kraftige aktieudsving

»Det nærliggende spørgsmål er, om de er kommet til at gå over 5 procents-grænsen i GN ved en fejl, og om de har måtte afvente et mandat til at øge til over fem procent,« lyder det fra Lars Hytting.

GN Store Nord oplyser torsdag, at oliefonden – baseret på handler onsdag – igen er blevet storaktionær. Det opsigtsvækkende er, at GN-aktien steg pænt torsdag, uden at der ifølge Lars Hytting har været nogle særlige GN-nyheder.

Læs også: Her ville strategen købe aktier lige nu

»Det er mærkeligt, at GN-aktien stiger næsten fem procent i dag. Det er klart, at der rejser spørgsmålet om, hvorvidt fonden fortsætter sine opkøb, hvor man slap den 30. november,« udtaler Lars Hytting.

Vi taler om en af de danske C25-aktier, der har haft et særdeles hårdt 2022. Aktien er faldet 53 pct. i løbet af de seneste 12 måneder.

Langsigtede, professionelle investorer er imidlertid begyndt at købe op i GN Store Nord-aktien, fordi den med Lars Hyttings ord er blevet »billig« og udgør en »oplagt købsmulighed« for langsigtede investorer.

GN Store Nord slæber dog rundt på en relativt stor gæld efter opkøbet af selskabet Steelseries. Det har fået store kendte hedgefonde til at satse på, at GN-aktien vil falde i kurs. aktieanalysechef i Carnegie, Niels Leth, har tidligere forklaret over for Finans, at det er risikoen for en kapitalrejsning, der tyngder GN-aktien.

»Det er risikoen for en kapitalrejsning, der presser aktien. Havde det ikke været for selskabets gæld, ville selskabets aktiekurs nok have været noget højere,« har Niels Leth udtalt. Det kan du læse mere om her.