Færre end ventede amerikanere kom i job i oktober, og det er godt nyt – ikke kun for centralbankerne, men også investorerne og danske virksomheder.

Sådan lyder det i en kommentar fra cheføkonom i Sydbank, Søren Kristensen, kort efter det såkaldte kongetal er blevet offentliggjort.

Kongetallet viser, hvor mange job der er skabt uden for landbruget i USA og bliver opgjort hver måned.

I oktober blev der således skabt 150.000 nye jobs i verdens største økonomi – på forhånd var tallet ventet at lande på 180.000.

Læs også: Kongetallet lander lavere end ventet

»I det hele taget vil både Fed-direktørerne (centralbankcheferne i USA red.) og investorerne glæde sig over en mindre stærk arbejdsmarkedsrapport. Vi ser da også, at renterne falder, mens aktierne stiger i kølvandet på rapporten,« skriver Sydbanks cheføkonom.

Han tilføjer dog, at der med til det seneste tal for jobskabelsen i USA hører, at en strejke i den amerikanske bilsektor har trukket omkring 30.000 ud af beskæftigelsen.

Ikke desto mindre er tallet stadig en god nyhed for investorerne, uddyber Søren Kristensen:

»Simpelthen fordi det mindsker risikoen for en overophedning af økonomien og dermed også yderligere renteforhøjelser fra Fed. Derfor ser vi også dagens tal som et skud yderligere i retning af, at renterne ikke skal hæves yderligere i denne omgang.«

Læs også: Beyoncé og Taylor Swift får aktie til at stige

Læs også: C25-topchef sår tvivl om populær aktionær-forkælelse