Tirsdag markerer Donald Trumps første 100 dage tilbage på kontoret i Det Hvide Hus, men spørger man aktiemarkedet, er der ikke meget at fejre.
Kurserne er raslet ned, men investorernes bekymring har også ændret på præsidentens retorik, hvilket får Danske Banks chefstrateg, Frank Øland Hansen, til at tro på bedre tider for markederne.
»Jeg begynder at tro på, at vi måske har set det værste i denne omgang. Men med Trump i Det Hvide Hus kan man selvfølgelig aldrig vide sig helt sikker,« skriver Frank Øland Hansen i en kommentar.
Siden indsættelsen af Donald Trump 20. januar i år har aktiemarkedet haft det svært. Det brede amerikanske S&P 500-indeks er faldet med omkring 8 pct. siden Trump igen kunne tage plads bag skrivebordet i Det Ovale Kontor.
Investorerne tog egentlig pænt imod Trumps valgsejr, men præsidentens første 100 dage har budt på handelskrig og trusler mod centralbankchef Jerome Powell, og det har ændret stemningen på markedet markant.
»Den store nervøsitet på de finansielle markeder skyldes Trumps uforudsigelighed – og ikke mindst en voksende bekymring for, at han kunne finde på at køre både økonomien og aktiemarkedet i afgrunden,« skriver Frank Øland Hansen og fortsætter:
»Heldigvis har vi nu set, at Trump er villig til at bakke lidt, når aktiemarkedet og rentemarkedet sender klare advarselssignaler. Ikke mindst de stigende amerikanske renter var et klart tegn på en tillidskrise.«
Investorernes reaktion på de tårnhøje toldsatser kom prompte, og den var voldsom. Ikke alene blev aktierne dumpet. Renterne på de amerikanske statsobligationer steg, og der gik heller ikke mange dage, før præsidenten måtte annoncere en pause for de fleste af toldsatserne.
Toldsatserne på 145 pct. på kinesiske varer forblev, men præsidenten har dog udtalt, at han regner med, at den bliver lavere.
Donald Trump har også været ude at sige, at han ikke har nogle planer om at forsøge at fyre centralbankchef Jerome Powell trods de mange fornærmelser, som præsidenten har skudt afsted mod ham.

Og præsidentens mere nedtonede retorik har taget toppen af investorernes panik, påpeger Frank Øland Hansen.
»Efter nogle vilde dage, så er volatiliteten på vej ned, og truslen mod den finansielle stabilitet er på hastig retræte. Det kan danne fundamentet for en fortsat bedring af aktiemarkedet.«
Men selvom der måske er en bedring på vej, er det måske stadig en god idé at beholde redningsvesten på, forklarer chefstrategen.
»I dette investeringsmiljø skal man ikke kun fokusere på, hvor man kan finde den næste gevinst, men også beskytte sig mod tab.«
Og i dette tilfælde er redningsvesten en bred portefølje, som både indeholder aktier, der klarer sig godt i opgangstider, samt aktier, som er modstandsdygtige, hvis en nedgang skulle ramme økonomien.
Chefstrategen fortæller, at man i Danske Bank ser positivt på de europæiske aktier i øjeblikket, hvor der især er muligheder inden for forsvar og finans.
Og hvis man tror fuldt og fast på, at den værste tid på aktiemarkedet er ovre for denne gang, så foreslår Frank Øland Hansen at kigge på amerikanske small-cap-aktier.
Læs også: Dansk fond vinder pris for bedste afkast: Nu afslører investeringschef opskriften

