Henter kommentarer

Chefstrateg har særligt råd i knaldrødt marked: 'Man kan ende med store tab'


Hvis aktiemarkeds røde tal har fået dig overbevist om, at du bør sælge ud af dine aktier, så skal du måske lige genoverveje dén tanke.

For markedet er så uforudsigeligt for tiden, at det er uhensigtsmæssigt at agere i. Det fortæller chefstrateg i Nykredit, Frederik Engholm, som derfor har et råd til privatinvestorer:

»Jeg synes, man skal kigge væk (fra markedet, red.). Den her slags udsving kommer fra tid til anden, og man risikerer at reagere på det og sælge ud, og så kan man ende med at stifte store tab og gå glip af en form for comeback,« siger han til Euroinvestor.

Chefstrategen understreger i samme omgang, at man ikke kan være sikker på, at der venter et opsving om hjørnet.

Læs også: Bolighandler sætter bundrekord: Ikke set værre i ni år

Nedturen er til gengæld til at tage og føle på. Det danske eliteindeks, C25, krydsede mandag grænsen til det såkaldte »bjørnemarked«, hvilket indikerer, at det er faldet med 20 pct. fra sin seneste top. Indekset er nede med knap 20 pct. siden årsskiftet.

Med knaldrøde aktiekurser dag efter dag kan det virke lokkende at trykke på handelsknappen, enten for at sælge ud eller købe en ny portion – relativt billige – aktier.

Men selvom alt ser dystert ud, så råder Frederik Engholm altså private småsparer til at tage den med ro. Det gør han ikke altid, betoner han, men lige nu er markedet ekstra svært at forudsige, fordi en cocktail af krig i Ukraine, inflation, stigende renter og nedlukninger i Kina puster markedet i forskellige retninger.

De mange udsving gør det svært at vide, hvor man som investor skal lægge sine penge. Og det har blandt andet gjort, at Nykredit har positioneret sig bredere end normalt med penge i en række cykliske samt defensive aktier.

»Det er en mere spredt fægtning, end vi plejer at have, og det er en anerkendelse af, at mange ting påvirker markedet lige nu, og det er svært at forudse, hvad der bliver det dominerende,« forklarer Frederik Engholm.

Chefstrategen fremhæver, at man kan købe defensive aktier, hvis man vil krybe lidt i ly for de store markedsudsving. Det kan være i sektorer som sundhed, forsyning og stabilt forbrug. Sidstnævnte er eksempelvis supermarkedskæder og fødevareproducenter.

Læs også: Priser på luksusure skyder til vejrs: 'Det er aldrig set før'

Læs også: Så meget kan du skære af restgælden ved at opkonvertere