Advarselslamperne blinker ved en lang række cykliske aktier, hvor aktiekursen er blevet sendt mod himlen.

Forventningerne er simpelthen for høje forud for genåbningen, advarer investeringsbanken Credit Suisse, ifølge Bloomberg. Cykliske aktier er aktier, som er følsomme over for svingninger i økonomien.

Visse cykliske aktier er blevet for dyre, og derfor kan det ifølge storbanken give mening at eksponere sig mod cykliske defensive aktier.

Bankens strateger, der har Andrew Garthwaite i spidsen, vil dog ikke gå så langt som at have en sælg-anbefaling på cykliske aktier på grund af den økonomiske politik, der bliver ført rundt omkring i verden.

Storbanken fremhæver blandt andet alkohol- og ølproducent Diageo, teleselskaberne Vodafone og BT samt National Grid og Snam. Storbanken ser et potentiale blandt bankaktierne, mens det ifølge Credit Suisse giver mening at tage lidt af toppen af de energiaktier og de cykliske aktier, der er prissat for højt.

Læs også: Ung investor: "Jeg er ikke bange for at handle og trykker tit på knappen"

Læs også: Dansk kapitalforvalter fremhæver 3 aktier