Her er dagens top tre markedsnyheder fra de danske finansmedier

Han kaldte Tesla for verdens farligste aktie - så kom nedturen

Adskillige markedsdeltagere har i låbet af 2020 advaret om, at den massive kursstigning i Tesla er ude af proportioner i forhold til gængse nøgletal for værdiansættelse. Selv stifter Elon Musk har tweetet om kursens himmelflugt.

Men timingen for advarslen har næppe været mere præcis end for det amerikanske analysefirma New Constructs, der er i weekenden advarede om, at Tesla er verdens farligste aktie. Det skete i et interview med CEO David Trainer for New Constructs på det amerikanske finansmedie CNBC

»Vi tror det her er et stort, stort - et af de største nogensinde - korthus, der er klar til at kollapse,« sagde David Trainer til CNBC.

Efter en forlænget weekend på grund af amerikansk helligdag faldt Tesla-aktien over 21 pct. i tirsdagens handel. Markedsværdien faldt med 433 mia. kr.

Du kan læse hele artiklen her

Storbank anbefaler aktieopkøb: 'Aktier stiger yderligere i de kommende 12 måneder'

På trods af massive stigninger i markederne de seneste måneder, anbefaler Nordea nu sine kunder at købe flere aktier til porteføljen. Det skriver Finans.

»En historisk meget lempelig pengepolitik, en høj real risikopræmie og en pessimistisk positionering blandt investorerne, taler alt sammen for, at aktier stiger yderligere i de kommende 12 måneder,« udtaler Simon Kristiansen, seniorstrateg i Nordea, ifølge Finans.

Han mener ydermere, at de seneste døgns aktiefald vil blive set som en opkøbsmulighed for mange investorer. Verdens største kapitalforvalter, BlackRock, er af samme holdning, og mener at det generelle marked vil fortsætte opad.

Ørsted ser stadig marked for flydende havvind an

Flere af Ørsteds helt store konkurrenter har allerede annonceret planer om flydende havmølleparker, men danske Ørsted ser fortsat ideen an, mens koncernen fremhæver sit store forspring på den eksisterende teknologi med faste fundamenter til havmøller. Det skriver Finans.

»Vi holder nøje øje med det og ser både på den teknologiske udvikling, men også på, hvad der er af projekter rundt om i verden,« udtaler Ørsteds topchef, Henrik Poulsen, til Finans.

Ørsteds internationale konkurrenter, Shell og Equinor, ser også flydende havvind som en interessant investeringmulighed.

Det kan du læse mere om her.

Læs også: André Thormann: En digitaliseret voldgrav - 3 ting du skal holde øje med

Læs også: Aktiemarkedet i USA tirsdag: Dybe hug til it - Tesla og Apple trak for i nedtur