
Børshuset Carnegie anbefaler nu investorer at sælge Green Hydrogen Systems.
Det fremgår af Bloomberg-data om aktien i det lille danske brintselskab. Det sker, efter at GHS-aktien er steget 213 pct. på en måned.
Carnegie har ændret anbefalingen på GHS-aktien fra tidligere 'hold' til nu 'sælg'. Carnegie har dog hævet kursmålet for den lille brintaktie, der er braget i vejret på den danske fondsbørs. Kursmålet for GHS-aktien lyder nu på 26 kr. mod tidligere 17 kr.
Investeringsbanken JP Morgan har en undervægt-anbefaling på GHS-aktien og et kursmål på 13 kr., mens det norske børshus ABG Sunddal Collier derimod har en køb-anbefaling og et kursmål på GHS-aktien på 50 kr.
Green Hydrogen Systems producerer elektrolyseanlæg, der kan udvinde brint, som ventes at spille en rolle i den grønne omstilling. Green Hydrogen Systems har tiltrukket sig opmærksomhed efter at have sikret sig en stor ordre på selskabets elektrolyseanlæg. Det kan du læse om i artiklen Green Hydrogen Systems modtager sin største ordre nogensinde.
GHS-aktien har været sendt ud i eksplosiv stigning, men blev kastet ud i et opsigtsvækkende fald på næsten 17 pct. tirsdag.
Det skete i kølvandet på, at selskabet oplyste, at det overvejede at foretage en kapitaludvidelse i første halvdel af 2023, og at selskabet allerede var i dialog med flere større aktionærer. Det kan du læse mere om i artiklen GHS-aktien er steget 277 pct. på en måned – det forventer selskabet af 2023
Læs også: 'Nogle spekulerer voldsomt i Green Hydrogen Systems-aktien'
Læs også: GHS-aktie er rødglødende – 'den er som forvandlet'

'Usædvanlig udvikling': Rift om særlig boligtype
